annen side går det idetminste os Normæn lettelig omtrent som når talen er om at vælge mellem aa, á eller å som tegn for lyden å. Ser man saken bare fra norsk standpunkt, vet man kanske ikke, hvad man skal göre. Men tages almennordiske hensyn, blir avgörelsen lettere. Om å er allerede talt. G og k (og sk) i nysnævnte har dels j efter sig i vore böker, dels ikke. Begge tilfæller er omtrent like hyppige. Skulde nu skrivemåte ble ens overalt, måtte j enten sættes overalt eller utelates overalt. I förste tilfælle får ord som gift, begynne, Kiste, Kys, Ske, Ski, Sky et nyt og altså „stödende“ og „smaglöst“ utseende, nemlig gjift, begjynne, Kjiste, Kjys, Skje, Skji, Skjy — i siste tilfælle kommer man til i overgangstiden at forarges ved en bokstavering som Ged, gælde, göre, ked, kær, Kön, skære, skön. Men denne skrivemåte, uten j, altså ge — gi — gy — gæ — gö — ke — ki — ky — kæ — kö — ske — ski — sky — skæ — skö, er allerede infört i Sverige, altså i over halvdelen av Nordlandene. I Danmark vil den rimeligvis har forholdsvis let for at få inåas, da den der just gengiver uttalen, hvad ikke kan siges til beste for den hos Svenskerne, likeså litet som hos os. Vedtar nu også vi Norske den, så mötes alle tre land i dette punkt, og vi får også her nordisk enhet, og, som det synes, for tålelig godt köp. Desuten får vi da på vor egen grun större enhet i uttalen, som den bokstavering, vi har, kun tjener til at forvirre, idet vi hörer snart f. e. gik, begynne, kiste, kyndig, ske (efter bokstaven), snart gjik, kjiste, skje o. s. v. (Jfr. om det forvillende i bokstaveringen troede, troet, fået, — hafuer, gifuer ovenfor.)
Atter kan vi lære av Svenskernes fortid. De har heller ikke i dette punkt altid stavet som nu. I lang tid skrev de
