(Molbech skrev således altid piatte, fierde, stiæle, Kiole, skiæv). Men i den seneste tid er j efter selvlyden, d. e. i de såkalte tvelyd, stærkt i tiltagende i Danmark og Norge. I Sverige er den, som vi vet, enerådende; altid nej, möjlig, aldrig nei, möilig. At j også her likesom forved selvlyden er det rette, blev da og inset allerede i den danske språklærdes tidligste dage, altså for en 200 år siden. (Pontoppidan. Peder Syv). Men utlandets foredömme har været mægtigere en den innenlandske vitenskap. Læren gik derfor i lang tid en vej, livet en annen.
No. 9. Intil noget efter år 1500 bruktes enkelt a eller dobbelt a (aa eller ꜳ) eller o både i Danmark og Sverige som tegn for lyden å. Fra den tid av kom dette siste tegn, a med töddel over, i bruk i begge land; dog så, at det kun i Sverige fik overhånd, ikke i Danmark. Allerede i sig selv er å et bedre tegn en de tre andre, og da vi desuten ved hjælp av det, men ikke ved noget av de andre kan få bragt nordisk enhet i denne del av bokstaveringen tilveje, så var det vel best, at vi optog det. I Danmark er bruken av det også kommet i ret god gang i den seneste tid. R. Rask og N. M. Petersen har givet eksemplet. Hos os derimot brukes det ikke videre. (Mærk dog „Arne“ av B. Björnson og Hörd Grimkjeldsöns Saga av (lektor) Fr. Brandt). At det lar sig göre, således at skifte bokstavering, kan vi da ogås her lære av den svenske språkhistorie. I de förste tre hundredår viser ven svenske skrift ingen å, og dog har dette tegn siden avlöst det eller de ældre tegn, navnlig aa, som hos os har holdt sig til nu, altså nogle hundredår længre.
No. 10. Med spørsmålet om j eller ikke j mellem g og k på den ene og en blöt selvlyd (e, i, y, æ, ö) på den
