viste[1]. Hvad Formen ef forövrigt angaaer, er der al Grund til at antage, at den i ældre Tid har været jef eller jaf, hvilket kan sluttes ikke alene af de allerede anförte analoge Former, men ogsaa af det endnu nærmere liggende ældre Svenske, hvori jäf ell. jef forekommer som Subst. i Betydningen Tvivl, jäfwa, at tvivle, af samme Oprindelse fra Partikelen jef, ef som det oldn. efi, Tvivl, efa, at tvivle; hvoraf har dannet sig ima af samme Betydning, ligesom om af ef.
Hvad dernæst Betydningen betræffer, maa ef ifölge det Anförte oprindelige have udgjort det relative Correlativum til det demonstrative þvi, derfor og det interrogative hvi, hvorfor. Disse ere nemlig aabenbare Berivater af ताभिः táb῾iḣ ell. ताभ्यः ''táb῾jaḣ, instr. og dat. plur. m. & f. af तत् tat, det, den, (i Pali tebi, m. & n. og táb῾i, f.) og काभिः káb῾iḣ ell. काभ्यः káb῾jaḣ, samme Casus af किं kiṁ, hvad, hvem, af hvilke ogsaa de tilsvarende hindustanske Correlativer b῾i, derfor og káhí ell. kahé, hvorfor, udledes. I Analogie hermed har ef i ældste Tid sandsynligviis havt Formen efi eller jafi. Den förste Betydning maa her som i ande pronominale Partikler antages at have været den local, hvoraf successivt den temporale, causale og conditionale have udviklet sig. Altsaa först = qvibus (relat.) scil. locis, paa hvilket Sted, hvor (relat.); dernæst: paa hvad Tid, naar (relat.); saa af hvilken Aarsag, under hvilke Omstændigheder, Betingelser (relat.). En omtrænt lignende Overgang i Betydninger lader sig iagttage i det lat. ubi, upaatvivlelig af samme Oprindelse (kun opr. interrog.) som vort ef. Den locale og temporale Betydning er noksom bekjendt; og, at det ogsaa brudes causalt eller instrumentalt sees af Steder som Terent. Heautont. 4, 6, 9: Hujusmodi res semper comminiscere, ubi me excarnifices d. e. saadanne Ting finder du stedse paa, for dermed at plage mig. Her forklarer Fabri i sin Thesaurus ubi ved in qvibus eller propter qvos. Den locale Betydning er ogsaa Grundbetydningen i vor sædvanlige betingende Conjunction dersom der intet andet er end Adv. der + Relat. som.
Conjunctionen at har deels en relativ, deels en demonstrativ Oprindelse, ligesom de tilsvarende Conjunctioner i de beslægtede Sprog oftest slutte sig til Pron. rel., men
undertiden til Pron. demonstr. Saadanne ere: sansk. यत्, jat, zend jaṭ og jaṫa; hindu-
- ↑ Den paa de eugubinske Tavler forekommende og omtvistede Sætning „juve garbovei buf treif fetu,“ af Pott — Etymol. Forsch. I. S. 203 — forklaret Jovi Grabovi bubus tribus fiat, viser os en plur. Dativ-Ablat. Form paa f ligesom i vort oldn. ef.
