stöde Bogstavet d[1]. Herimod gjör Benfey — Griechischer Wurzellexicon I. S. 401 — den Indvending, at der i det Græske ikke kjendes nogen Analogie for Udstödelsen af d; han mener derimod, at man bör ansee εὶ for en Dannelse analog med Localadverbierne εχ-εῖ, την-εῖ, αὐρ-εῖ, κ-εῖ o. s. v. Hvorledes man derimod skal forklare disse anseer han for tvivlsomt, og vakler mellem Hartungs Forklaring — Casus 212, — ifölge hvilken de ere at betragte som Locativer, og en af ham selv proponeret Derivation af dat. sing. af det relat. Pronomen. I förste Tilfælde maa men tænke sig εὶ forkortet af εὶν, som igjen skulde være dannet af यष्मिन्, jasmin, ved Elision af sm, der i Pronominernes Declination viser sig som indskudt mellem Stamme og Flexion; i andet Tilfælde tænker han sig at en ældre singul. Dativform af Relativet kan have hedt यभि, jab῾i, i Lighed med Dativsuffixet i det pers. pron. for 2den Pers. sing. तुभ्थं, tub῾jaṁ = lat. tibi; af jab῾i fremkom da ved Elision ja-i, hvoraf εὶ. — Naar jeg foretrækker Derivationen fra Pluralendelsen, som ovenfor anfört, da ledes jeg deels af Fordelen ved at tye til en bevislig tilværende Form, istedetfor til en hypothetisk, deels af Hensyn til fölgende Bemærkning.
Conjunctionen ef er i vort nyere Sprog gaaet over til om, ved Blödgjörelse af Labialen, og Vocalens Lempelse efter den labiale Consonant. Herved er den i Formen bleven ganske lig Præpositionen om hvorved et Bidrag vindes til at bestyrke Rigtigheden af Bopp’s Formening, at den sansk. Pluralendelse i Instrumental भिः b῾iḣ og i Dativ भ्यः b῾jaḣ er beslægtet med Propositionen अभि ab῾i, angaaende, over, om. Thi af denne har vor Præposition om udviklet sig, hvilket bliver klart ved fölgende Mellemled: græsk ἀμφί, oldhöitydsk umbi, angelsachsisk ambe, umbe, umb, ymb, latinsk ambi, amb og am som uadskilleligt Præfix f. Ex. i ambivium, ambedo, amplector; oldsvensk aff og aaf; oldn. of og af; russisk og slovenisk об, (ob).
Ganske analogt hermed have de plurale Endelser भ्यः b῾jaḣ og भिः b῾iḣ gjennemgaaet lignende Overgange indtil Endelsen um, der er plural Dativendelse i vort Oldsprog; m i Gotisk og Slavisk; mis i Lithauisk; φι og φιν i Græsk f. Ex. i Ίλιόφι, ὀστεόφιν — Bopp I. c. S. 251 — bis og bus i Latin. Vel har Dat. Sing. ogsaa Suffixet m i Gotisk og Oldn. i den pronominale og den sig dertil sluttende adjectiviske Declination; men dette m har, som Bopp l. c. S. 190 flg. har godtgjort, sin Oprindelse fra
Partikelen स्म, sma, der ikke kan gjennemgaaet de Forandringer, som her ere paa-
- ↑ Han omtaler S. 554 ogsaa Slægtskabet mellem got. jabai og pron. rel., men forklarer Stavelsen bai som en egen Adverbialendelse = va i iva, ligesom. Hvorvidt det lith. jéy rigtigst sammenlignes med sanskr. jadi eller med Relativets Dativ Pl. tör være tvivlsomt; det polske który ell. gdy, naar, om, dersom, udgaaer derimod tydeligen fra jadi.
