2) Talrigere ere de Ord, som, oprindeligen de samme,
deels vanskeligen, deels slet ikke forstaaes, naar de
skrives eller udtales paa den Maade, hvorpaa de betegnes
i den danske Ordbog, f.Ex. Blee (Bleie), Blegne (Blæmme),
Davre (Dugur), Lee (Lja), Lo (Laave), Maatte
(Matte), Malle (Malje), Skyrd (Skur), Slæt (Slaat),
Stob (Stöb), Sylle (Sölje), Tak (Tagg), Vaar (Var, Dynevar).
Til de lettere forstaaelige hörer en Mængde Ord, hvori constante Bogstavovergange forekomme, hvori den norske Udtale (fornemmelig i Almuens Mund) har holdt sig nærmere til Oldsproget, medens Skriftsproget har optaget de blödere danske Former. Saaledes er p mellem to Vocaler bleven til b, f. Ex. gape (gabe), gröpe (grubbe), Dröppel (Dröbel), Saape (Sæbe), supe (söbe); k til g, f.Ex. Aker (Ager), Hake (Hage), Lake (Lage), Make (Mage); t til d, f.Ex. hete (hedde), lete (lede), Oter (Odder), ute (ude); g til v, f. Ex. lage (lave), Mage (Mave), sage (save), voge (vove) o, s. v.
3) Der gives dernæst en stor Deel Ord, som i daglig Tale bruges deels udelukkende, deels hyppigere end de i det danske Skriftsprog tilsvarende, om disse end forstaaes, f.Ex. Bare (adv. blot), Binne (Hunbjörn), Bringebær (Hindbær), Bunding (Strikketöi), Ekre (hvilende Ager), emmen (væramelig), Fjös (Fæhuus), Fille (Pjalt), for sagd (forud accorderet), furte (vise sig fortrytelig), gjete (vogte Qvæg), Glöt (liden Aabning), gnaale (bede vedholdende og paatrængende), Gom (Gane), Gran (Smule), Grind (Led), gyve (drive, f. Ex. om Snee), Havn (Græsgang), herme (efterabe Ens Ord), Helle (Steenskive), Holt (liden Skov), Haav (Redskab til at tage Fisk
