alene den letteste Oversigt over hele Sprogmassen, men ogsaa over hver enkelt Rods Frugtbarhed, og bidrager derhos til betydelig Besparelse i Ordforklaringerne, da samme deels ganske kunne bortfalde, nåar en almindelig Orddannelseslære forudskikkes, deels kunne indskrænke sig til korte Henviisninger til det Foregaaende, og kun blive nödvendige ved Rödderne og de Former, som afvige fra de almindelige Regler. De Vanskeligheder, som en saadan Ordning möder, at det nemlig i enkelte Tilfælde ei lettelig lader sig bestemme, hvad der er Rod, og at de uregelmæssige Ordformer give Anledning til at söge dem paa urette Sted, ere maaskee ikke saa lette at overvinde, men turde dog kunne afhjælpes ved at henstille saadanne Ord, hvis Antal næppe er stort, baade paa de Steder, hvor de efter deres Slægtskab formenes at henhöre og paa de Steder, hvor de efter den alphabetiske Orden kunde söges, med tilföiet Henviisning til hine Steder. Sagen er i det Mindste et Forsög værd.
For at anskueliggjöre Beskaffenheden af en saadan Ordning, vil jeg her opföre de Rodord: För (at före) og Gaa med deres Derivater i den Orden, som jeg anseer hensigtsmæssig, uden tilföiede Ordforklaringer.[1] Fuld Nöiagtighed og Fuldstændighed er dermed ikke tilsigtet,
som mindre nödvendige for Öiemedet.
- ↑ For at undgaae unödvendige Gjentagelser, har jeg betegnet Gjentagelsen af Rodordet ved et Kors og de övrige Stavelser ved en horizontal Streg.
