2) Med Hensyn til den Form, i hvilken Ordene
kunde blive at optage, maatte man, for ei at volde en
skrigende Disharmonie, fölge Analogien af de Formforandringer,
som i det Hele have gjort sig gjældende i Skriftsproget.
Man bemærker saaledes mange constante Overgange,
saasom den gamle Endelse sla til sel eller else f. Ex.
Innfærsla, Indförsel, Hærdsla, Hærdelse, Geymsla,
Gjemsel. Endelsen ari er bleven til er f. Ex. Skapari,
Skaber, Domári, Dommer, Malari, Maler, o. s. v.
Diphthongen ei til e eller ee f. Ex. Stein, Steen, Deila,
Dele, Heil, Heel o. s. v. Dipht. au til ö f. Ex. Staur,
Stör; laus, lös, Laun, Lön, Grautr, Gröd o. s. v.
Dipht. ey til ö f. Ex. Reyfari, Röver, steypa, stöbe,
reykja, röge o. s. v. Infinitivendelsen a til e, f. Ex.
draga, drage, glamra, larme, höggva, hugge m. m .
Naar Ord af deslige Former skulde optages, maatte de altsaa omformes efter Analogie.
3) Den lexicalske Ordfölge er i de fleste europæiske Ordböger stræng alphabetisk, uden Hensyn til Ordenes Slægtskab; i de asiatiske er den derimod som oftest kun alphabetisk med Hensyn til Ordenes Rödder, medens alle Afledsord ere ordnede under Primitiverne. Den förste Maade er vistnok for Begynderen den beqvemmeste, og derhos den eneste mulige i Blandingssprog, som det engelske; men den anden medförer væsentlige Fordele i de Sprog, hvor den kan gjennemföres; den giver nemlig ikke
ventes erstattede med udenlandske, men deels ogsaa til Kunstudtryk, i hvilken Henseende de faae dele Skjæbne med enhver Anden, som heller ikke fatter Kunstudtrykkene i en Videnskab, der er ham fremmed.
