„Skovens Konge“, og han beherskes paa mange Maader af Bøndernes overtroiske Meninger om Dyrene. Han ytrer sig ofte som Bonde, betragter Naturen fra Bondens og Fiskerens Standpunkt, han priser Nordhavet som „den rige Kjelder, af hvilken Gud udfører allehaande Slags Fisk paa bestemte Tider“, og han glæder sig over de „skjønne og gode Kornjorder“, men han nærer ogsaa Bondens Rædsel for de fiendtlige Elementer: Havet er ham da et „suellende Dyb“, en Indsø et „grumt og forfærdeligt Vand“, Fjeldene „øde og vilde“. I hans Bedømmelse af sene Landsmænd finder vi ham derfor ogsaa snart paa deres Side, snart med stærke Udfald mod deres Feil; han dadler deres „Superstits“, men er selv hildet deri: han priser Bondens „Dristighed, Manddom og Styrke“ som Bjørnejæger, og det er med national Selvfølelse, han udhæver i Modsætning til den norske Bonde, som angriber Bjørnen med Haandværge, at „vel femten udlændiske og velforsøgte Mænd skulde i den Handel med Spyd og Hellebarder gaa fra den med Skamme“; han tager ogsaa sene Landsmænd i Forsvar mod „dem, som spotte dette Land“ for Fladbrødet, og hævder at „denne Maade og Form at bage er ikke uden stor nødtørftig Aarsag og umisteligt Gavn optænkt og opfunden“. Men paa samme Tid fremhæver han, at Nordmændene „altid har været et haardt, modvilligt, ulydigt, selvraadigt, overdaadigt, uroligt, oprørisk og blodgjerrigt Folk, som jeg ikke kan benægte, at de endnu ere“, især „tilfjelds“ og specielt i Thelemarken. Mere udelt er derimod hans Beundring for den gamle Tid, skjønt han naturligvis betragter den katholske Tid for „afgudisk“: da var Byerne større, Biskoperne kraftigere, Kongerne dygtigere — navnlig beundrer han deres „skjønne Rettebøder“ —, Befolkningen talrigere, mandigere og tarveligere, og „det var ønskendes, at den gamle frugalitas, Mandighed, Sparsomhed og Ædruelighed maatte altid blive ved Magt holden“.
Ligesom Litteraturens Fornyelse udgik fra Lagmændene, saaledes synes specielt en Lagmand at have været Hr. Peders Lærer og Veileder i det gamle Sprog og dets Forstaaelse. Helgelændingen Jon Simonssøn, der i sin Ungdom i den katholske Tid havde gaaet i Throndhjems Skole og siden efter
