været en Mands og Kvindes Trolovelse, som en Tid lang var tilsammen, men siden skiltes fra hinanden, og Hr. Jørgen viede denne Mand til en anden Kvinde uden at lade Sagen videre forhøres i Rette; 10) han har imod Rigens Rettebøder nødt en fattig Enke, Jørgen Pinnesbroders Kvinde, til at give ham en Daler i „Udfærd“ efter hendes Mand, som dog var druknet under Danmark og der begraven, og endskjønt Biskopen forrige Aar i sin Visitats havde befalet ham at give Daleren tilbage (hvilket han og lovede), har han dog ikke siden efterkommet det. Desforuden „havde Hr. Jørgen været stevnet for mange andre grove og slemme Sager, for hvilke han aldrig har lovlig frigjort sig“. Efter de Beviser, Hr. Peder fremlagde, og efter Hr. Jørgens egen Bekjendelse blev denne nu af Kapitlet afsat fra sit Embede, forsaavidt ikke Kongen, Raadet eller Statholderen vilde formilde Dommen[1]. Hr. Jørgen maa have besiddet formaaende Venner i Danmark, thi ved Kapitelsmødet i September s. A. indløb til Stavanger Brev fra de regjerende Raader, at Hr. Jørgen skulde beholde sit Kald, men forpligte sig til at rette sig efter Ordinansen og være sin Biskop og Provst lydig, og hvis han havde noget udestaaende med sin Kapellan, da at stevne ham for Biskopen. Hr. Jørgen lovede for Kapitlet, at han skulde beholde Hr. Jakob som Kapellan og lade ham beholde den Gaard, han boede paa (Frestad) og de to Sogne Spind og Herod undtagen Landskylden[2]. Af samme Grund maa det vel forklares, at uagtet Regjeringsraadet i 1595 udstedte et strengt Forbud mod, at Almuen i Stavanger Stift kaldte Prestesønner eller andre til Sogneprest i dennes levende Live[3], tillod det dog allerede i følgende Aar (1596) en Undtagelse fra denne Regel til Fordel for — Jørgen Storks Søn, Anders Jørgenssøn, som Almuen havde kaldet og Hr. Jørgen havde lovet at afstaa sit Kald til[4]. Biskopen, som vel ikke ventede sig noget godt af Hr. Jørgens Søn, havde holdt sig til Raadets Brev og nægtet at indvie ham, men maatte nu
