Fremgang. Det bliver saaledes kun en Udsættelse med Udgiften, naar man ikke tager Stuvverne strax; den kommer alligevel og rimeligviis forøget ved Tab og Skade paa Redskaberne. Ved denne Udsættelse taber man ogsaa noget Andet, og det er Vindingen af den store Mængde Aske, som man strax kunde forsyne Myren med ved at brænde Stubberne; thi i Forbindelse med den Rigdom af Skjelmergel, hvorpaa en Deel af de Romsdalske Myrer hvile, vilde en saadan Gjødsling i de første Aat virke langt heldigere end dyrisk Gjødsel. Den meget forskjellige Grad af Fugtighed, som nødvendigviis maa findes i Midet og paa Siderne af Bænkene, vil ogsaa gjøre, at Kornet aldrig kan voxe jevnt over hele Bænken, med mindre den bliver forsynet med Huulveiter under de alendybe Teigfurer eller Bænkefurer. Ved en saadan Oplægning af Jorden i Bænke bliver ogsaa al Slags Kjøring og det hele Brug tungere og mere besværligt. Ved den saakaldte nyere Maade, at kaste Tørven op i en smal Streng paa Midten af Bænken, lade den ligge i to Aar, og siden sprede den ud, er kun lidet vundet; thi naar Mosen er bruun, raadner den ikke paa saa kort Tid saa tilstrækkeligt, at den kan komme til at tjene Væxten til nogen Næring.
I Sverrig har man paa nogle Steder, f. Ex. i Smaaland, forsøgt denne Bænkning, men paa flere af disse har man været betænkt paa at forlade den og jevne Jorden, da man kun har fundet Ulæmper og ikke en eneste Vinding ved Fremgangsmaaden.
Paa Grund af det, som her er anført, efter et Par af vore kyndigste og mest indsigtsfulde Agronomer, synes der at være fuld Føie til at raade til Varsomhed og omhyggelig Overveielse, førend man indlader sig paa større Foretagender efter Bænkningsmaaden. Der er ogsaa noget Andet, som bør optages som Raad til Varsomhed i saadanne Foretagender, og det er det Afslag, som Selskabet for Norges Vel nu nylig har givet paa en Begjæring og Pængehjælp til en større Myrdyrkning efter den Edensteenske Maade, samt Forhandlingerne ved det store Landbrugsmøde i Christiania 1854. Her omhandlede man Myrbænkningen, og i denne Forsamling, der bestod af de fleste Landbrugsskolelærere, nogle anseede Naturforskere og Videnskabsmænd, samt flere Hundrede af Landets mest oplyste Jordbrugere, hævede der sig ikke en eneste kyndig Røst for Bænkningen; og heller ikke Opfinderens Landsmand, det kongelige svenske Landbrugsakademies Sekretær, den ældre Nathorst, som var tilstede, havde et Ord at sige til Gunst eller Anbefaling for den.
