Heden kan blive stærk nok, til at drive bort den Raane, som er i Tørven.
Paa Myrmark, hvor Tørven bestaar af Græsrødder, brænder den uden Hjælp af Ved, som det ogsaa ofte kan være ondt nok for paa saadanne Steder. Man hugger da Plovstrimlen i passelige Stykker, sætter dem op og lader dem tørkes, hvorpaa man siden lægger dem sammen i Smaahauge og brænder dem. Det hænder sjelden, at Tørken bliver saa stærk og varig, at Plovtørven brænder, uden at sættes op i Hauge, men kan dette ske, blive Arbeidsomkostningerne meget mindre. Brændingen af Tørv, som er bleven oprevet ved Tæleharving, og siden ved Hjælp af Ard (Al) lagt op i Rygge paa den Maade, som ovenfor er omtalt, bliver rimeligviis mindst kostbar, og af denne Grund bør man forsøge denne Arbeidsmaade, hvor den kan bruges.
Den bedste Tid til Tørvebrænding er i Juni Maaned; Luften er da mest tør, og i de korte Nætter faar Tørven ikke Tid nok til at raane meget. Længer ud paa Sommeren har man ogsaa vanskeligere for Arbeidsfolk, som da have nok at gjøre med høaann og Skuuraann eller andre Arbeider, som maa gaa foran alt andet. Undertiden hænder det, at man kan brænde Tørvaske til langt ud paa Høsten, mendette slaar ikke til hvert Aar, og det er derfor usikkert at opsætte Brændingen saa lenge, thi den kan derved let blive ugjort i dette Aar. Skulde der hændelsesviis blive uhøveligt Veir for Brændingen i Juni, saa bør man prøve at faa den brændt i Juli eller August, og passer man nogenlunde paa Tiden, saa bliver nok Tørven tør til Brønding i en af disse Maaneder; det kommer da kun an paa, om man kan faa den fornødne Folkehjælp. Tørv, som har ligget optaget Vinteren over, brænder ikke saa godt som den, der brændes samme Sommer, den er optaget; desuden behøver den, naar den bliver liggende, atter at løsnes og vendes, for at den ikke skalvoxe fast til Marken igjen. Den Tørv, der er optagen samme Aar som den skal brændes, er derfor bedst, og, naar det er godt Tørvveir, kan man ogsaa brænde Tørven faa Dage efter.
