Tørv mere til at lægge paa Braaterne, lader man dem brænde ned; men da kan man ikke hindre Ilden fra at bryde ud; man maa imidlertid passe paa, at al Tørv bliver brændt, og derfor maa man, ved Hjælp af en hvæsset Stør eller et Tørvegrev, trække de ubrændte Stykker frem og lægge dem paa den stærkeste Ild. Af de Tørvstykker, som ligge ubrændte igjen, efterat Ilden allerede er slukket, sættes der op nye Braater med ny Brændsel imellem dem, som ere udbrændte. Paa samme Flæk bør man aldrig brænde to Gange; thi deels er det nyttigt, at Ilden kommer over Marken paa saa mange forskjellige Steder som muligt, deels vil der, ved at brændes paa nyt paa det samme Sted, fremkomme en Dok eller Fordybning, som siden maatte fyldes, og herved vilde man ogsaa tabe den gavnlige Virkning paa Marken, som Ilden havde havt paa dette Sted.
Naar man lægger de nye Braater sammen, bør man lade en Deel af den sortbrændte eller halvbrændte Tørv blive liggende i Ildmørjen efter de nedbrændte Braater. Her fortæres den enten, eller ogsaa bliver den saa mør, at den let kan hakkes istykker, hvorpaa den danner en god Gjødning. Tørv, som saaledes for endeel er bleven brændt og for endeel gjennemtrængt af Hede og Røg, bør derfor aldrig brændes om eller føres bort, men fiinhakkes paa Stedet og udspredes, da vil den hjælpe meget til at Væxten bliver bedre.
Man maa ei bryde sig om, at Marken kommer til at se ujevn eller ilde ud ved dette; thi man finder snart, at Kornet voxer frodigst, hvor saadan fiinhakket Tørv er blandet med, Jorden.
Dersom Tørven er vel tør, gjør man Hobene smaa, thi paa jo flere Steder Ilden kommer til at virke, desto bedre er det, da Jorden paa disse Steder bliver mest frugtbar. Det er ogsaa mindre Arbeide at lægge sammen flere smaa end færre store Hauge, og siden bliver det lettere at sprede Asken ud. Derimod er det mere Arbeide at passe flere smaa Hauge. Er Tørven ikke vel tørket, saa er man nødt til at danne større Hauge, for at
