en saadan Plov, som blev kjørt med 3 Heste; den gjorde godt Arbeide, og Folket fandt at den sparede Tid og gjorde stort Gavn, hvorfor Flere leiede den til at kjøre raa Myr med. Der gives imidlertid endnu en anden Fremgangsmaade, som er kommen i Brug i de senere Tider, og som synes at være mindre kostbar, end nogen af de før nævnte; den bestaaer deri, at man harver Marken, helst med Knivharv, om Vaaren, naar Sneen er smeltet, og Jorden er tinet op til 3-6 Tommers Dybde, men medens der endnu er saamegen Tæle tilbage i den, at den bærer Hestene. Da Græsvolden eller Tørven nu er opløst af Væden, rodes den dygtig op og smaadeles ved Harvingen. Naar Tælen tiner dybere op, kjører man med „Ard“ (Al) og lægger Marken i dybe men glisne Furer og lader dem ligge saaledes i nogle Uger. Ryggen af Vælterne eller Plovtørvene (Plovstrimlerne) tørker da og kan brændes, uden videre Vedgjærd. Denne Framgangsmaade synes at være den billigste af alle, som man hidtil kjender, men man maa have jevn Mark forat kunne bruge den. Er Marken fuld af Stene, Busker, Rødder, samt Læger og Rodvælter, saa maa naturligviis alt dette ryddes bort, ligesom ved Pløiningen af et Nybrødt, og i slige Tilstande bliver der mindre Forskjel paa Kostningen forat bryde Nyland eller dyrke Myr. Paa Græsmyr er der imidlertid altid Grund til at bruge den af de to sidste Arbeidsmaader, som bedst lader sig udføre, enten Pløining eller Tæleharving.
På Mosemyrer kan der neppe være Spørgsmaal om anden Redskab end Flaahakke og Rodøxe; thi om Moserne er jevne og saa fri for Skov og Rødder, at Plov eller Harv kunne komme frem der, da kan man være temmelig sikker paa, at Marken er saa ringe og daarlig skikket, at den ikke duer til at dyrkes, førend den har ligget og tørket i mange Aar.
Til Dyrkningen eller Arbeidet paa Mosemyr er saaledes Flaahakning og Rodhugning den eneste rette og passende Maade at arbeide paa, som man kjender.
Man pleier sige, at Tørven skal tages tynd, naar man bruger
