eller Bæreevnen, og under saadanne Omstændigheder maa man derfor skaffe sig Kundskab om Undergrundens Hævleik eller dens bedre eller kleinere Art.
At Leer er en god Undergrund ved Myrdyrkning, er saa almindelig bekjendt, at man ikke behøver at godtgjøre det nærmere. Hvis Leret ikke ligger dybere, end at man træffer det ved den første Gravning af Hovedveiterne, saa kan man være sikker paa, at man faar Mark, som kan bruges baade til Ager og Eng, alt eftersom man finder for godt, og man vil erfare, at det er en Jord som snart giver igjen Tilkostningen. Den øvre Jordflo synker almindelig inden faa Aar saameget sammen, at man snart træffer Leret i alle Veiter, og da det saaledes overalt bliver blandet med Myrjorden fremkommer deraf en frugtbar Madjord, som altid giver en god Høst, naar den behandles paa en passelig Maade.
Er Auren derimod sandblandet, saa maa man fornemmelig lægge Mærke til, om den er mere eller mindre fast. En haard Undergrund er gavnlig, selv om den indeholder en stor Mængde Sand, og det skader ikke Bæreevnen om den er stensængt; men derved bliver Udveitingen tungere og mere vanskelig. Hvis Grunden derimod bestaaer af løs Sand, bliver det mere tvivlsomt om Dyrkningen lykkes. Det hænder ikke sjelden, at man under Myrjorden eller Tørven finder en Flo, hvori Sanden pleier at være hvid og finkornet samt usammenhængende, naar den er tørket. Folket kalder den ganske rigtig „Sjøsand, Havsand.“. Naar den øvre Jordflo under saadanne Omstændigheder ikke er meget tyk, kan man ikke raade til, at man tager fat paa at dyrke Myren; men hvis man alligevel beslutter sig til at oparbeide saadan Mark, fordi man ikke har nogen bedre Jord, maa man bestemt undgaa eller lade være at brænde paa den. Udfaldet bliver imidlertid under enhver Omstændighed tvivlsomt. Endnu værre er det, om Grunden bestaar af grovt Gruus. Vil man skaffe sig en sikrere Kundskab om Aurens Godhed eller Hævleik, end man kan faa af dens Udseende alene, saa er det en
