som den ogsaa kaldes Hvidmosen, er Mærke paa den skrinneste Mark. Denne Moseart træffes vistnok fordetmeste i adspredte Tuer paa al vaadlændt Mark, men der, hvor den danner Myrens eller Markens egentlige Bedækning, pleier enhver Umage for at fremdrive Græsvæxt eller Kornavl være forgjæves. Man har dog villet finde at forskjellige Arter af denne Mose ere Mærker paa en Grund, der ikke er saa daarlig, og dette er et Forhold, som burde undersøges bedre, end det hidtil er blevet. Hvis Mosens Blade ere spidse, dens Grene fine og Stilken liggende, hvilket ikke er Tilfældet med den Art, som almindeligst forekommer, saa kan der være Grund til at søge efter en Flo eller et Leie af god Myrjord under den; undertiden har man truffet saadanne paa ringere Dybde, end man skulde vente. Rødmosen er saaledes ikke et ubedrageligt Mærke paa Myrmark, der ikke duer til at dyrkes; som oftest er det imidlertid Tilfældet at Marken er uduelig hvor den findes i Mængde. Af alle Mosearter skal Rosentørven eller Sphagnumarterne have Evne til at indsuge den største Mængde Vand.
Paa den Maade, som her er omtalt, kan man af Plantevæxten, som findes paa Myr- og Tørvejord faa temmelig sikker Kundskab om dens Godhed og Tilstand (Hævleik). Det er ogsaa alt hvad man behøver at vide, naar der er Spørgsmaal om Mosemyrer; thi i disse ligger den faste Bund almindelig saa dybt, at Jorddyrkeren aldrig naar den, uden ved Bredderne og derfor er det ogsaa kun der, at den kan have noen Indflydelse paa Frugtbarheden. Tørvjordsfloen er oftest mere grund paa almindelige Myrer, og under Dyrkningen træffer man før eller senere paa Auren eller Undergrunden. Der bliver det følgelig ogsaa vigtig at komme efter, hvorledes den faste Grund, som Tørvefloen hviler paa, er skikket; thi Dyrkningens heldige Udfald beror ikke alene paa Tørvjordes Godhed, men ogsaa paa den Jordart, som man kommer til at blande den med. Naar den faste Grund saaledes ikke ligger dybere end Myrens Udløb, saa kommer den vel ikke strax, men dog snart til at virke paa Frugtbarheden
