bruge den. Alt Brændsel har en ubehagelig Luft for den, som ikke er vant derved; saaledes synes den, der kun er vant ved at brænde Gran og Fure, at det lugter ilde, hvor man brænder Birkeved, og den som alene er vant ved Løvved synes, om han flytter til et Huus, hvor man brænder Fure eller Gran, idetmindste i de første 14 Dage eller længer, at der er en ubehaglig Luft baade ved Mennesker, Huusgeraad og Mad, men efterhaanden forsvinder den. Saaledes har det sig ogsaa med Tørven. Om man end er uvant med den i Begyndelsen, tykkes man snart vel om den, især da den har flere Fortrin for Ved, som aldrig kan give en Varme der er saa jevn og varig.
Tørven kan imidlertid bruges i mange Tilfælde, hvor Lugten ikke har stort at betyde. Denne kan desuden ogsaa skaffes bort ved at brænde Tørven til Kul.
I St. Peterburg i Rusland er man i de sidste Aar begyndt at bruge fugtig Tørv til Brændsel, og det ikke blot i private Huse og i Kaferner eller Soldaterboliger, men endog i Varmapparaterne eller de Ovne, hvorved de keiserlige Paladser opvarmes. Dette synes i høieste Maade at tale for Tørvbrændingen; thi den Omstændighed, at Tørven kan brænde fugtig[1], maatte være meget vigtig og en stor Vinding i de Egne af vort Land, hvor Tørv bruges som mest, men hvor man sjelden eller aldrig har Tørke-Huse eller Skuur til den, og hvor de regnfulde Sommermaaneder og den raa Høsttid ofte gjør det aldeles umuligt at faa den tørket. Og naar der nu til Alt dette, som taler saa meget til Bedste for Tørvens Brug til Brændsel, kommer at man veed og hører at hans keiserlige Majestæt, selve Storrussen, varmer sig ved Tørven, uden at den river ham i Næsen, saa synes den vist for Mange ikke at behøve nogen høiere Ros eller bedre Anbefaling, men at maatte være fuldgod for Smaafolk her tillands, selv om de ere saa heldige at boe i Norges Hovedstad.
- ↑ Mere herom, samt Beskrivelse og Tegning af en egen Ovn til at brænde fugtig Tørv i, findes i Polyteknisk Tidsskrift 1854, Nr. 2, den 25de April.
