som vi tænke os, at en Mand føder 10 Kjør paa sin Gaard, og han fra Sultefødning gaar over til at fodre sin Buskap godt, vil den idetmindste lønne det øgede Foder med engang til saa meget Melk eller Afdraat som før. Kunde man tænke sig en saadan øget Foderavling og Forbedringer over hele Norge, saa at hver af de 800,000 Kjør som findes i Landet, melkede 1200 Potter istedetfor 600, som man nu tror de med et Middeltal give, saa vilde dette forøge Vindingen ved Fædriften med ikke mindre end 8 Millioner Daler, samt give Agerbruget en forøget Mængde af ypperlig Gjødsel.
Paa Grund af at Norge ligger langt mod Nord, og fordi store Vidder af Landet hæve sig op til en betydelig Høide over Havet, har den naturlige Rigdom paa Græsvæxt saaledes klarligen henvist Indbyggerne til en stor Fædrift; det samme er Tilfældet med Veirlaget eller Klimatet. Regner man Norges Kystlængde fra det ene Næs til det andet, uden at tage Hensyn til de dybe Fjorde og talrige Øer, saa udgjør den en Længde af 233 norske Mile eller 350 geografiske. Da Norges hele Vidde eller Areal er 2500 norske □ Mile eller 5800 geografiske, saa foholder Kystlængen sig altsaa til Landets Vidde omtrent som 1 til 16 a 17; med andre Ord for hver Miil af Kyststrækning bliver der mellem 16-17 Miil Indland. Hvis man derimod regner alle Bøininger og Bugtninger i Fjorde og om Øer paa den hele Kystlinie, saa udgjør Norges Kyst- eller Strandmark en Strækning af henved 2000 geografiske eller 1333 norske Mile. Følgelig forholder den sig naar den tages saaledes, som vi her bør gjøre, til hele Landets Vidde som een til 2 9/10, eller for hver Miil af Kysten bliver der kun henved 3 □ Mile Land. En stor Deel, ja den største Deel af Norge har følgelig et fuldkomment Kystklimat, ›: et saadant Veirlag, hvor Havet udstrækker sin Indflydelse over de Strøg af Landet, fra hvilke det ikke er adskilt ved de høie Fjeldmure; thi de Skyer, den Væde og Fugtighed, som de herskende Sydvestvinde fra Atlanterhavet idelig og altid drive ind mod Kysten, presses sammen, afkjøles og fortættes ved den store Fjeldmasse, hvoraf Vestlandet for en stor Deel bestaar, og styrte ned; de vandsomme og regnfulde Luftstrømme, som ikke her blive til Regn, brydes mod de store Fjeldvidders kolde Høimure, Tinder og Brær, hvorved de falde ned som Regn, før de komme over Høideryggen til de indre Egne. Paa den ene Side af Høifjeldet falder der saaledes fire Gange saameget Regn som paa den anden; thi i Bergen udgjør den aarlige Regnmængde 80 Tommer, hvilket overgaar Alt, hvad man har mærket sig paa andre Steder i Europa; i Christiania udgør den 19 til 20 Tommer og i flere Egne af Christiania Stift udgjør den ikke engang saa meget.
Medens der altsaa paa Vestkanten hersker langt mere Regn og Væde og tildeels en mildere Vinter, kortsagt, et Veirlag, som er gunstigere for Avlingen af Fodervæxter og Fædrift end for Kornavl, saa ere Forhol-
