Vi sætter nu, t de her aldrig kan blive enige,
(og Historien giver os Ret til at tænke os slige
Tilfælder), — saa har vi i Prineipet, i Tanken,
atter Borgerkrig som sidste Middel, hvis de ikke
begge vil underkaste sig Folkesuverænitetens
Afgjørelse. Dette er en syndig Tanke og at
udsprede den er ogsaa Synd. Feiler jeg, naar jeg
derfor tror, at inden ganske kort Tid vil man i
alle virkelig frie Land være enige om, at hvis
Folkesuveræniteten ikke var der, saa
maatte vi, strax vi gik over til det
konstitutionelle System og derved til
Magtfordelng, i Moralens Navn finde den op?
Nei jeg feiler ikke. Det største i vor Tid er, at den almene Retfærdighedsfølelse Dag for Dag bliver en stærkere Autoritet i Staten end nogen anden, stærkere end den arvede, stærkere end Magtens, stærkere end Vaabenernes.
Den har altid været det i en vis Forstand; man har altid i det Store taget hersket udaf den almene Forstaaelse af Ret og Uret; men man har ogsaa godtyklig, hvis man havde Magten, kunnet krænke den, i gamle Dage til det Grænseløse, senere altid mindre og mindre. Ikke alene er den almene Retferdighedsfølelse blevet mere ømtaalig og mægtig; men den underlægger sig efterhaanden Strøg, som den før ikke æmsede; med andre Ord, den almene moralske Erkjendelse bliver med Oplysningen daglig større, idet flere og flere faar den, og finere og sikrere føler man Stigningen foregaar med slig voxende Hurtighed, at vi kan skjønne, at den Ulighed, den Humbug, den Trods, som endnu taales i Aar, under ingen Omstændighed taales bare nogle Aar fremad.
Vi kan skjønne, at den almene Retfærdighedsfølelse ubetinget vil stille sig mod Oprær af en enkelt Statsmagt mod et Folks Vilje; den almene
