Retfærdighedsfølelse elsker stille Afgjørelser, ædle Domme.
Saa indvender man, at Magtfordelingen er ikke længer slig, som den var ment i 1814. Nej, naturligvis! Levende Kræfter tar man ikke igjen, hvor man satte dem; i 60 Aar har de rørt paa sig.
Men de, som ikke opfatter dem som levende Kræfter, men som døde Vægter, de paastaa, at Lodderne skal deles som de var delt i 1814; Folket har ingen Ret til at gjøre den ene Vægtskaal tyngere eller lettere. Ja, mon det?
Sæt, at Folket ikke har denne Ret; sæt altsaa, at den ene Vægtskaal siger til den andre Vægtskaal: »Hid med de Lodder, jeg har mistet!» og den andre saa ikke vil. Sæt, at den første siger: »Jeg nægter at funktionere, til jeg faar Lodderne mine igjen«, — og at den andre svarer: »Hvad for noget? Saa skal da ogsaa —!«... Hvad foretrækker man (det er i Moralens Navn jeg spør), enten slige Scener, som jeg tænker vi kjender til, eller et Folks stille, øverste Afgjørelse gjennem Valg? For hvis Skyld er begge Vægtskaale til? Hvis er det, som er i dem?
Nej, jeg gjentar det: Havde vi ikke Folkesuveræniteten eller Husbondsretten, — ædle Mænd og Kvinder vilde finde den op for at vort offentlige Liv skulde forblive et sædeligt og alvorligt.
Vi gaar over til Folkesuverænitetens Virksomhed i Rigsretten. Her er den tydelig sat.
Grundlovens § 86 ordner Rigsretten, hvori Odelsthinget har Anklagemyndighed, Lagthing og Højesteret Domsmyndighed.
