Denne siden er godkjent
Og nedover armens vugge
brer hun det mørke haar,
at ikke et stænk skal dugge
det levende liv, som slaar — — —
Og selv er hun streng og stille
og endelig rolig nu.
Hun bærer sin tause lille
ud i den store gru — —
Men midt i en storm som svulmet,
forrykende vild og graa,
syntes hun se bag mulmet
glans af den himmel blaa — —
Der rødmer et barneminde
fra Bibelens Betlehem —
der toner en stemme: Kvinde!
Din skyld er forladt. Gaa hjem!
