Denne siden er korrekturlest
Den høieste sols præst dvælte med hænder i fang
høit paa sit taarns balkon, bøiet og mørk og sturen.
Nymaanens milde mager stod paa den grønne vang,
skjult i et krat og sang, indunder efeumuren:
„Natten er livets billed — den røde og grove ild
fjerner sig kun for at té os rummenes fine bygning.
Mægtige, skumrende skoge slører sin grøde til
under det blændende dybs deilige overskygning!
Dette er livningens time, præst i den røde kaabe,
nu er det klodernes sommer — ser du dem, blomst ved blomst?
Ud af en kalk i himlen glir det en dugblaa draabe —
Morgen hos himmelens liljer, min dags tilsynekomst!
