Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/45

Vidner og verdner at skue er mér end den nærende lue —!
Jorden har sol og skoge, marken er grøn af goder —
men i hver stjernes blinken kan jeg et ansigt skue!
Mere end rummenes amme ér det: at øine sin broder!“

Syngende slige sange mellem de dunkle trær
knælet den stodder for Stjernen, hyllet i hvide pjalter. —
Dette, som derpaa skete, skete ved Solens alter —
præsten i purpurkaaben reiste sig, tung og svær.

Den høieste sols præst traadte mod taarnets hegn,
og løftet de røde arme op imod rummenes blaanen —
de blev som en eneste flammende offerlue mod maanen
som deltes ud over verden, ud i et brusende tegn!

Og under hans spilte fingre er det, det langeligt falder
et glitrende fugleskrik, som følges af fler bag trærne —
da styrter den røde præst heftig paa knæ ved værnet
og udover skog og dal klinger hans vilde galder:

„Vær, o værer velsignet, tonestænk fra min finger —“
for hver en tone som svulmer nu, i den blege nat, —
styrter en stjerne af tronen, en lue af østen springer —
rust Eder, rødmende struper, i morgenrødens krat —!