Denne siden er korrekturlest
Vi sad i syden, i en kro ved havet —
og skjønt jeg hadde sommeren i sindet,
sad han med haanden i sit haar begravet,
og vintren hadde ædt sig ind i kindet,
og øinene var lodne, uden lys — — —
Den svarte ungdoms-lokken, som jeg kjendte,
og som han pleied kaste friskt tilbage,
laa slapt og uredt, uden glans og saft —
laa klisset om en hjerneskal, som brændte —
ret enkelt: der var ingenting tilbage
af al hans ungdoms sødme og hans kraft!
Og som vi sad, la han sin klamme næve
paa min og hvisket frækt og uden blusel:
„Jeg venter her et pigebarn — en tæve.“
Min vin er dømt, den smager mig som fusel,
som bitter gift og malurt i mit svælg!
Ja, jeg er fuld af alle livsens kræfter,
