Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/75

Gud være lovet, svingende beruset; — —
Men vil du skjønne slig en dødsdømt skik,
saa fik du være mand og slentre efter
og sé din hustru, der hun gaar alene,
fuldkommen tagendes i gang og blik!

Se hende gaa i sydens store sommer!
Selv gustne gammelmænd med fede lemmer
tar mørket af dét blik, som altid kommer —
og grynter lystent hen for sig: «Det stemmer!»
og snur sig og blir staaende og glo!
— — Kan nogen tro om denne slanke kvinde,
hvis skjønhed skulde elske og beherske,
at hendes væsen er en klapkjær hunds,
at hun i blik er hvermands tjenerinde;
for uden modstand lar hun nærsagt alle
i sine blikke bade sig tilbunds!

Selv naar jeg er tilstede, skyr hun intet;
for kommer en tilfældig, mandlig kjending,
saa blir hun héd og ny og næsten jomfru
i al sin rappe, hjerteløse spænding,
og uden blu lar hun mig se igjen
den fine, hede, klare kindens rødme,