Denne siden er korrekturlest
Se, det var aften paa den store hede.
I Stadion var væddekampen omme,
og prisen git, da sol i hav laa nede.
Der vandred hjem en helt med laurbærkranser,
som gyngede paa blanke brune lemmer,
en livsens lyst for græske kvindesanser.
Og han som vandred stolt mod aftens vinde
med pris for poesien og for kampen,
kom fjernt imod ham nølende en kvinde.
Et pigebarn, som vandrede mod hjemmet
og mod den lave sol paa vestens høie,
saa aftentræt, saa slidt og saa forgræmmet!
Hun nærmede sig nølende, i vekhed — —
hun følte gjennemskjælve sig en angst,
en bøn for al sin skjønhedsløse blekhed.
