Der gives ei ude i al denne blaanende himmel
et eneste aandedrægt fra hendes bryst!
Dén luft, som engang med sine milde strømme
svulmet og sank i brystets blyge høining,
legede ømt i nakkens søde bøining,
dén bølger forgjæves henover jordens lyst —!
Se, svalerne stiger i dans, i dans de daler —
og mine tanker til hine tider gaa,
da hun var med om at kalde svalerne svaler,
og lykkelig gjerne kaldte luften blaa!
Hør, foraaret brusende henover verdens høie!
Markerne grønnes af kraft, mod hvad, mod hvad?
Spirernes jubel naar ikke hendes øie,
som ingen skal møde mer, hvor længe han leder, —
de selvsamme birke suser de deilige steder, —
der hun, deres evige charme, forundret sad —
— — — —
Intet er ændret. Fjernt og saart fra fabrikker
høres der flittige slag i den enkle dag —
Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/54
Denne siden er korrekturlest
