Denne siden er korrekturlest
Men ikke vil jeg kaldes
„Det længselssyge savn“ —
jeg gir dig jo mit legem,
gi mig igjen et navn!“
Han tar et skridt tilbage
og slaar med haanden ud
med pigens trende stjerner
paa brystets silkeskrud:
„Du er blandt blomsters vrimmel
syvstjernen nu, min engel —
et lidet stykke himmel
sænkt ned paa duftig stengel!
Men aa, jeg har slig vaande —
Jeg kan ei tro, at Gud,
mens jeg er væk, vil aande
min lille himmel ud!
Dog hørte jeg om høsten
et ord forleden kveld,
af en, der kjender livet,
den gamle eternel!“
