Denne siden er korrekturlest
Og maanen var sygelig stor
og blaa og vaarlig dén nat —
og op mod dens skjønne skive
laa æbleblomstgrenen mat.
Den skjalv i lys og i vind,
den drømte ved maanens kind
om æventyr, om hvert æventyr,
som lyser i maanens sind!
Fra maanen strømmer det ud,
alt drømmerens tidsfordriv,
og selv den stiger paa hvælvet hvid
og glædes ved slægtens liv:
det syslende liv blandt løv, — —
men helst i vand mellem siv
den dypper tilbunds sin hvide finger
og rører i bundens støv — — —
