Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/114

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
FORBLØDNING

Nu mumler lyset de sidste ord.
Snart hvisker det blot i sit bløde sprog;
et svindende ganske flygtigt tog
af noget forunderligt vandrer,
vandrer afsted gjennem vindvets port — —
splintres og glimter ugribelig bort — —
— — — — — —

Lavere mumler dagen.
Dens slatter supes af mørkets mund,
som presses med blodige læber
op imod vindvets rund.
— — — —

Og et forfærdende ansigt
staar pludselig bøiet mod mit glar —
en død verdens pande
luder med hvide øine
indover det, som var — — —