Denne siden er korrekturlest
Havet er braadypt ved land, og ei er det mulig at finde
der noget fæste for foten og frelses fra døden den bratte.
Bare nu ikke de vældige brott, naar jeg frister at lande
slynger mig ind mot den stenete strand, saa forsøket glipper.
Men om jeg nu vilde svømme langs fjeldenes væg for at finde
langgrunde strande, hvor havet gaar ind i lunende viker,
gruer jeg for at jeg gripes paany av stormen og føres
stønnende ut paa det vildsomme hav blandt fiskenes vrimmel,
eller at ogsaa en gud vil sende imot mig paa havet
et av de udyr som fostres av havgudens viv Amfitrite.
Ja, ti jeg vet at jeg hates av ham som ryster al jorden.»
Medens han grublende tænkte paa slikt i sit sind og sit hjerte,
førte den vældige bølge ham hen mot de fjeldkranste kyster.
Huden var flænget forvisst av hans krop og knoklerne knækket,
hvis ikke Pallas i hast hadde sendt ham en frelsende tanke:
Svømmende frem fik han tak i et skjær med de kraftige hænder.
Stønnende holdt han sig fast, til bølgen var bruset forbi ham.
Saaledes slap han fra den; men da dragsuget skyllet tilbake,
slog det imot ham og førte ham med langt ut over havet.
Som naar en slimet polyp blir slitt fra sit leie, og sandkorn
klæber i mængde sig fast ved armenes sugende skaaler,
saaledes flænget det knudrede skjær fra hans kraftige hænder
stykker av huden, og helten blev skjult av den mægtige bølge.
Døden var blevet Odyssevs' lod, før timen var kommet,
hvis ikke Pallas paany hadde sendt ham en frelsende tanke.
Da han kom op over bølgen, som skummende bruste mot kysten,
svømmet han utenfor, speidende skarpt mot land for at finde
langgrunde strande, hvor havet gik ind i lunende viker.
Men; da han svømmende kom til en elv, hvor de speilklare vande
strømmet i havet, et sted hvor det tyktes ham lettest at lande,
frit som det var for klipper og sten og med ly imot stormen,
merket han elvens forfriskende strøm og bad i sit hjerte:
«Hør mig, du mægtige, hvem du end er. Med ydmyge bønner
flyr jeg fra havet til dig for Poseidons forfærdende trusler.
Ogsaa de evige guder maa agte en mand, naar han flakker
vildsomt omkring og trygler om hjælp, som jeg nu er kommet
hit til din strøm og favner dit knæ efter talløse trængsler.
der noget fæste for foten og frelses fra døden den bratte.
Bare nu ikke de vældige brott, naar jeg frister at lande
slynger mig ind mot den stenete strand, saa forsøket glipper.
Men om jeg nu vilde svømme langs fjeldenes væg for at finde
langgrunde strande, hvor havet gaar ind i lunende viker,
gruer jeg for at jeg gripes paany av stormen og føres
stønnende ut paa det vildsomme hav blandt fiskenes vrimmel,
eller at ogsaa en gud vil sende imot mig paa havet
et av de udyr som fostres av havgudens viv Amfitrite.
Ja, ti jeg vet at jeg hates av ham som ryster al jorden.»
Medens han grublende tænkte paa slikt i sit sind og sit hjerte,
førte den vældige bølge ham hen mot de fjeldkranste kyster.
Huden var flænget forvisst av hans krop og knoklerne knækket,
hvis ikke Pallas i hast hadde sendt ham en frelsende tanke:
Svømmende frem fik han tak i et skjær med de kraftige hænder.
Stønnende holdt han sig fast, til bølgen var bruset forbi ham.
Saaledes slap han fra den; men da dragsuget skyllet tilbake,
slog det imot ham og førte ham med langt ut over havet.
Som naar en slimet polyp blir slitt fra sit leie, og sandkorn
klæber i mængde sig fast ved armenes sugende skaaler,
saaledes flænget det knudrede skjær fra hans kraftige hænder
stykker av huden, og helten blev skjult av den mægtige bølge.
Døden var blevet Odyssevs' lod, før timen var kommet,
hvis ikke Pallas paany hadde sendt ham en frelsende tanke.
Da han kom op over bølgen, som skummende bruste mot kysten,
svømmet han utenfor, speidende skarpt mot land for at finde
langgrunde strande, hvor havet gik ind i lunende viker.
Men; da han svømmende kom til en elv, hvor de speilklare vande
strømmet i havet, et sted hvor det tyktes ham lettest at lande,
frit som det var for klipper og sten og med ly imot stormen,
merket han elvens forfriskende strøm og bad i sit hjerte:
«Hør mig, du mægtige, hvem du end er. Med ydmyge bønner
flyr jeg fra havet til dig for Poseidons forfærdende trusler.
Ogsaa de evige guder maa agte en mand, naar han flakker
vildsomt omkring og trygler om hjælp, som jeg nu er kommet
hit til din strøm og favner dit knæ efter talløse trængsler.
