Denne siden er korrekturlest
straks at forlate sin dont og gjøre istand deres maaltid?
Gid at de aldrig var kommet paa frierfærd eller til gilde,
eller at maaltidet nu maatte bli deres sidste paa borgen.
Ja, for I flokkes jo stadig hos os og fortærer vor rigdom,
hele min kjække Telemakos' arv. I lyttet vel aldrig,
dengang I endnu var barn, naar tidt eders fædre fortalte
hvordan Odyssevs som landsstyrer var mot eders forældre,
hvorledes ingen blev krænket av ham i ord eller gjerning
her i vort land, skjønt oftest det sker at høibaarne konger
jevnlig vil lægge den ene for hat og elske den anden.
Ikke en eneste gang har han øvet en uret mot nogen.
Men eders hjertelag viser sig nu i skammelig voldsfærd.
Ingen vil efterpaa yde ham tak for det gode han gjorde.»
Straks tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Gid, min dronning, at det du har nævnt, var det værste de gjorde.
Men en forfærdelig daad, noget andet og værre end dette
pønser nu frierne paa. Maatte Zevs ei unde det fremgang!
Dræpe med skjærende malm din Telemakos har de i sinde,
nu naar han snart vender hjem. For at spørre sig for om Odyssevs
drog han til Pylos, den hellige by, og det mægtige Sparta.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær, og hjertet stod stille.
Længe var dronningen maalløs av lammende gru. Hendes øine
fyldtes med perlende taarer, og røsten, den klare, forstummet.
Endelig kom hun til orde paany og spurte omsider:
«Si mig, herold, hvi reiste min søn? Hvad tvang ham til færden
bort paa de ilende snekker, som fører de modige sjømænd
hen over endeløst hav som bølgernes gangere rappe?
Mon for at endog hans navn skal glemmes av menneskers slegter?»
Atter tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Dronning, jeg vet ei forvisst om en gud har sendt ham til Pylos,
eller hans sønlige sind har drevet ham dit for at spørre
nyt om sin far, om han snart kommer hjem, eller hentet sig døden.»
Saa han talte og skyndte sig straks tilbake til salen.
Nagende sjelekval sænket sig ned over dronningens hjerte.
Sætte sig ned paa en stol av de mange som stod der i hallen
Gid at de aldrig var kommet paa frierfærd eller til gilde,
eller at maaltidet nu maatte bli deres sidste paa borgen.
Ja, for I flokkes jo stadig hos os og fortærer vor rigdom,
hele min kjække Telemakos' arv. I lyttet vel aldrig,
dengang I endnu var barn, naar tidt eders fædre fortalte
hvordan Odyssevs som landsstyrer var mot eders forældre,
hvorledes ingen blev krænket av ham i ord eller gjerning
her i vort land, skjønt oftest det sker at høibaarne konger
jevnlig vil lægge den ene for hat og elske den anden.
Ikke en eneste gang har han øvet en uret mot nogen.
Men eders hjertelag viser sig nu i skammelig voldsfærd.
Ingen vil efterpaa yde ham tak for det gode han gjorde.»
Straks tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Gid, min dronning, at det du har nævnt, var det værste de gjorde.
Men en forfærdelig daad, noget andet og værre end dette
pønser nu frierne paa. Maatte Zevs ei unde det fremgang!
Dræpe med skjærende malm din Telemakos har de i sinde,
nu naar han snart vender hjem. For at spørre sig for om Odyssevs
drog han til Pylos, den hellige by, og det mægtige Sparta.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær, og hjertet stod stille.
Længe var dronningen maalløs av lammende gru. Hendes øine
fyldtes med perlende taarer, og røsten, den klare, forstummet.
Endelig kom hun til orde paany og spurte omsider:
«Si mig, herold, hvi reiste min søn? Hvad tvang ham til færden
bort paa de ilende snekker, som fører de modige sjømænd
hen over endeløst hav som bølgernes gangere rappe?
Mon for at endog hans navn skal glemmes av menneskers slegter?»
Atter tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Dronning, jeg vet ei forvisst om en gud har sendt ham til Pylos,
eller hans sønlige sind har drevet ham dit for at spørre
nyt om sin far, om han snart kommer hjem, eller hentet sig døden.»
Saa han talte og skyndte sig straks tilbake til salen.
Nagende sjelekval sænket sig ned over dronningens hjerte.
Sætte sig ned paa en stol av de mange som stod der i hallen
