Denne siden er korrekturlest
Selv gik Atreiden til sengs i kongsgaardens inderste kammer.
Helena sov ved hans side, hans langslørte yndige hustru.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
reiste den høimælte drot Menelaos sig op fra sit leie,
klædte sig hastig og hængte sit sverd, det skarpe, om skuldren.
Under de skinnende føtter bandt helten de skjønne sandaler,
og som en gud, saa herlig og kjæk, gik han ut av sit kammer.
Hen til Telemakos satte han sig, tok ordet og mælte:
«Si mig Telemakos, høibaarne helt, hvilket erend har ført dig
til Lakedaimon, den herlige by, over dønninger brede?
si mig nu sandheten: Gjælder din færd dig selv eller folket?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd.
Hit er jeg reist for at høre hvad du om min far kan fortælle.
Fraadsere lægger mit hus og mit frodige akerland øde.
Fuldt er mit hjem av en fiendeflok som slagter for fote
mængder av sauer og lam og langsomme hornede okser,
voldsmænd som frir til min mor og bryster sig frækt i sit hovmod.
Bedende kommer jeg nu for at favne dit knæ, om du vilde
si hvad du vet om hans grufulde død, saafremt dine øine
saa at han faldt eller ogsaa en vidfaren mand i dit paahør
meldte hans død; ti ham fødte hans mor til en jammerfuld skjæbne.
Søk ei av skaansel og medynk med mig at mildne din tale;
nei, men fortæl mig det alt just slik som du saa det for øie.
Hør dog min bøn! Saasandt som min far den gjæve Odyssevs
enten i ord eller gjerning har holdt et løfte han gav dig
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget,
drag dig da dette til minde og si mig sandheten aapent.»
Harmfuld tok straks den lysblonde helt Menelaos til orde:
Aa for en skam! Ja sandelig var det da ogsaa en kjæmpe
modig og sterk, hvis seng de uslinger ønsket at skjænde.
Likesom naar i det tætteste krat hvor løven har leie,
hinden har lagt sine diende smaa, to nyfødte kalver,
medens den beitende streifer paa fjeld og i græsrike daler.
Kommer da løven tilbake og søker paany til sit leie,
gir den dem begge en gruelig lod og tar dem av dage.
Saa skal Odyssevs dræpe dem grumt og ta dem av dage.
Zevs, vor almægtige far, og Apollon og Pallas Atene!
Aa, om han kom saa kjæk som han var paa det velbygde Lesbos,
Helena sov ved hans side, hans langslørte yndige hustru.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
reiste den høimælte drot Menelaos sig op fra sit leie,
klædte sig hastig og hængte sit sverd, det skarpe, om skuldren.
Under de skinnende føtter bandt helten de skjønne sandaler,
og som en gud, saa herlig og kjæk, gik han ut av sit kammer.
Hen til Telemakos satte han sig, tok ordet og mælte:
«Si mig Telemakos, høibaarne helt, hvilket erend har ført dig
til Lakedaimon, den herlige by, over dønninger brede?
si mig nu sandheten: Gjælder din færd dig selv eller folket?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd.
Hit er jeg reist for at høre hvad du om min far kan fortælle.
Fraadsere lægger mit hus og mit frodige akerland øde.
Fuldt er mit hjem av en fiendeflok som slagter for fote
mængder av sauer og lam og langsomme hornede okser,
voldsmænd som frir til min mor og bryster sig frækt i sit hovmod.
Bedende kommer jeg nu for at favne dit knæ, om du vilde
si hvad du vet om hans grufulde død, saafremt dine øine
saa at han faldt eller ogsaa en vidfaren mand i dit paahør
meldte hans død; ti ham fødte hans mor til en jammerfuld skjæbne.
Søk ei av skaansel og medynk med mig at mildne din tale;
nei, men fortæl mig det alt just slik som du saa det for øie.
Hør dog min bøn! Saasandt som min far den gjæve Odyssevs
enten i ord eller gjerning har holdt et løfte han gav dig
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget,
drag dig da dette til minde og si mig sandheten aapent.»
Harmfuld tok straks den lysblonde helt Menelaos til orde:
Aa for en skam! Ja sandelig var det da ogsaa en kjæmpe
modig og sterk, hvis seng de uslinger ønsket at skjænde.
Likesom naar i det tætteste krat hvor løven har leie,
hinden har lagt sine diende smaa, to nyfødte kalver,
medens den beitende streifer paa fjeld og i græsrike daler.
Kommer da løven tilbake og søker paany til sit leie,
gir den dem begge en gruelig lod og tar dem av dage.
Saa skal Odyssevs dræpe dem grumt og ta dem av dage.
Zevs, vor almægtige far, og Apollon og Pallas Atene!
Aa, om han kom saa kjæk som han var paa det velbygde Lesbos,
