Denne siden er korrekturlest
Straks tok den lysblonde helt Menelaos til orde og svarte:
«Ja, min hustru, jeg sitter jo selv og tænker det samme.
Alting minder om ham, baade hode og føtter og hænder.
Kastet med øinene er som hos ham og haaret det samme.
Nys da Odyssevs randt mig i hu og jeg kom til at nævne
alt hvad han fordum har døiet for mig av nød og av møie,
dryppet ham stridt under bryn de bitreste taarer, og sorgfuld
holdt han for øinene op sin purpurfarvede kappe.»
Nu tok Peisistratos, Nestors søn, til orde og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Ja, du har ret; han er virkelig søn av hin herlige fyrste;
men han er blyg og forstandig og undser sig for i sit hjerte
straks ved sit komme at tale om løst og om fast og la munden
løpe for dig, hvis ord vi hører med fryd som en guddoms.
Mig har Nestor, min far, den gamle gereniske vognhelt,
sendt for at følge ham hit; ti han ønsket at se dig og friste
om du kanhænde i raad eller daad vilde være hans hjælper.
Ti naar en far er borte, har sønnen saa meget at døie
hjemme i huset, saafremt han ikke faar støtte av andre.
Saa med Telemakos nu. Hans far er borte, og andre
findes der ei i hans land som kan verge ham trofast i nøden.»
Straks tok den lysblonde drot Menelaos tilorde og svarte:
«Sandelig huser jeg nu en søn av hin helt som jeg engang
hadde saa kjær og som døiet for mig mangfoldige kampe.
Ham har jeg agtet at hædre som ven, naar han vendte tilbake,
fremfor de andre argeier, om Zevs, den olympiske hersker,
gav os paa hurtige snekker at frelse os hjem over havet.
Gjerne jeg gav ham en by og reiste hans kongsgaard i Argos,
naar jeg fik ført ham fra Itakas ø med alle hans skatte
og med hans søn og alle hans mænd, og fik ryddet for drotten
en av de nærmeste byer, hvor selv jeg kan raade som hersker.
Hver av os kunde da tidt ha gjestet den anden, og intet
kunde ha skilt os to, naar vi glædet os sammen som venner,
forend det evige mulm hadde sænket sig om os i døden.
Men nu skulde vel guderne selv formene os flette,
siden de negtet kun ham, den usalige, hjemkomstens glæde.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos alle.
Helena, kvinden fra Argos, hin datter av Zevs, maatte graate.
Ogsaa Telemakos graat og Atrevs' son Menelaos.
End ikke Nestors søn kunde sitte med øinene tørre,
«Ja, min hustru, jeg sitter jo selv og tænker det samme.
Alting minder om ham, baade hode og føtter og hænder.
Kastet med øinene er som hos ham og haaret det samme.
Nys da Odyssevs randt mig i hu og jeg kom til at nævne
alt hvad han fordum har døiet for mig av nød og av møie,
dryppet ham stridt under bryn de bitreste taarer, og sorgfuld
holdt han for øinene op sin purpurfarvede kappe.»
Nu tok Peisistratos, Nestors søn, til orde og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Ja, du har ret; han er virkelig søn av hin herlige fyrste;
men han er blyg og forstandig og undser sig for i sit hjerte
straks ved sit komme at tale om løst og om fast og la munden
løpe for dig, hvis ord vi hører med fryd som en guddoms.
Mig har Nestor, min far, den gamle gereniske vognhelt,
sendt for at følge ham hit; ti han ønsket at se dig og friste
om du kanhænde i raad eller daad vilde være hans hjælper.
Ti naar en far er borte, har sønnen saa meget at døie
hjemme i huset, saafremt han ikke faar støtte av andre.
Saa med Telemakos nu. Hans far er borte, og andre
findes der ei i hans land som kan verge ham trofast i nøden.»
Straks tok den lysblonde drot Menelaos tilorde og svarte:
«Sandelig huser jeg nu en søn av hin helt som jeg engang
hadde saa kjær og som døiet for mig mangfoldige kampe.
Ham har jeg agtet at hædre som ven, naar han vendte tilbake,
fremfor de andre argeier, om Zevs, den olympiske hersker,
gav os paa hurtige snekker at frelse os hjem over havet.
Gjerne jeg gav ham en by og reiste hans kongsgaard i Argos,
naar jeg fik ført ham fra Itakas ø med alle hans skatte
og med hans søn og alle hans mænd, og fik ryddet for drotten
en av de nærmeste byer, hvor selv jeg kan raade som hersker.
Hver av os kunde da tidt ha gjestet den anden, og intet
kunde ha skilt os to, naar vi glædet os sammen som venner,
forend det evige mulm hadde sænket sig om os i døden.
Men nu skulde vel guderne selv formene os flette,
siden de negtet kun ham, den usalige, hjemkomstens glæde.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos alle.
Helena, kvinden fra Argos, hin datter av Zevs, maatte graate.
Ogsaa Telemakos graat og Atrevs' son Menelaos.
End ikke Nestors søn kunde sitte med øinene tørre,
