Denne siden er korrekturlest
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
hvisket Telemakos lønlige ord til sønnen av Nestor
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Se dog, du Nestors søn, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Se dig omkring i den larmende hal paa det lynende kobber,
guldet og ravet og sølvet og elfenbensplaterne hvite.
Slik maa det være i Zevs, den oplympiske alfaders haller.
Aa for en makeløs pragt! Vidunderlig tykkes mig synet.»
Ynglingens tale forstod den lysblonde drot Menelaos.
Talte han da med vingede ord til begge og mælte:
«Nei, mine venner, med Zevs kan aldrig en dødelig kappes.
Evigt er Zevs' palads og evige alle hans skatte.
Men iblandt mennesker er der vel faa eller ingen som kunde
kappes med mig; men mangt har jeg lidt og vidt har jeg flakket
før jeg kom hjem i det ottende aar med lastede snekker.
Vidt har jeg flakket, til Kypros, foinikernes land og Aigyptos,
til aitiopernes land, til erembernes stammer og Sidon.
Libyen har jeg besøkt, hvor lam har horn, naar de fødes.
Der faar sauene tregange lam inden aaret er omme.
Hverken den mægtigste drot eller ringeste gjæter paa vangen
skorter det der paa ost eller kjød eller melken den søte.
Sauene skaffer dem melk fra aaret gaar ind til det ender.
Medens hos hine jeg flakket omkring og sanket mig skatte,
fældte en anden i løndom min bror. Ved det feigeste snigmord
dræptes han uten et vidne ved svig av sin skamløse hustru.
Derfor kan alt hvad jeg eier av gods ei glæde mig mere.
Selv maa I ogsaa ha hørt eders fædre fortælle om dette,
hvem de saa er; ti mangt har jeg lidt, og mit hus er lagt øde,
rikt og skjønt som det var og rummende talrike skatte.
Aa, hvor gjerne jeg sat med en tredjedel av mine skatte
her i mit hjem, naar bare de mænd var frelst som ved Troja
segnet i døden saa fjernt fra det hestenærende Argos.
Mangen en gang, naar jeg sitter som nu i de hjemlige haller,
tynget av bitreste sorg og tænker med vemod paa alle,
letter jeg snart mit hjerte med graat, snart ender jeg klagen,
ti av den isnende jammer vil snart en mand vorde mættet.
Dog, hvor sorgfuld jeg er, jeg klager ei saa for de andre
som for den ene som røver mig søvn og røver mig matlyst,
hvergang han staar for min tanke; ti ingen av alle akaier
strævet og stred som Odyssevs, og dog skulde sørgelig vanheld
hvisket Telemakos lønlige ord til sønnen av Nestor
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Se dog, du Nestors søn, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Se dig omkring i den larmende hal paa det lynende kobber,
guldet og ravet og sølvet og elfenbensplaterne hvite.
Slik maa det være i Zevs, den oplympiske alfaders haller.
Aa for en makeløs pragt! Vidunderlig tykkes mig synet.»
Ynglingens tale forstod den lysblonde drot Menelaos.
Talte han da med vingede ord til begge og mælte:
«Nei, mine venner, med Zevs kan aldrig en dødelig kappes.
Evigt er Zevs' palads og evige alle hans skatte.
Men iblandt mennesker er der vel faa eller ingen som kunde
kappes med mig; men mangt har jeg lidt og vidt har jeg flakket
før jeg kom hjem i det ottende aar med lastede snekker.
Vidt har jeg flakket, til Kypros, foinikernes land og Aigyptos,
til aitiopernes land, til erembernes stammer og Sidon.
Libyen har jeg besøkt, hvor lam har horn, naar de fødes.
Der faar sauene tregange lam inden aaret er omme.
Hverken den mægtigste drot eller ringeste gjæter paa vangen
skorter det der paa ost eller kjød eller melken den søte.
Sauene skaffer dem melk fra aaret gaar ind til det ender.
Medens hos hine jeg flakket omkring og sanket mig skatte,
fældte en anden i løndom min bror. Ved det feigeste snigmord
dræptes han uten et vidne ved svig av sin skamløse hustru.
Derfor kan alt hvad jeg eier av gods ei glæde mig mere.
Selv maa I ogsaa ha hørt eders fædre fortælle om dette,
hvem de saa er; ti mangt har jeg lidt, og mit hus er lagt øde,
rikt og skjønt som det var og rummende talrike skatte.
Aa, hvor gjerne jeg sat med en tredjedel av mine skatte
her i mit hjem, naar bare de mænd var frelst som ved Troja
segnet i døden saa fjernt fra det hestenærende Argos.
Mangen en gang, naar jeg sitter som nu i de hjemlige haller,
tynget av bitreste sorg og tænker med vemod paa alle,
letter jeg snart mit hjerte med graat, snart ender jeg klagen,
ti av den isnende jammer vil snart en mand vorde mættet.
Dog, hvor sorgfuld jeg er, jeg klager ei saa for de andre
som for den ene som røver mig søvn og røver mig matlyst,
hvergang han staar for min tanke; ti ingen av alle akaier
strævet og stred som Odyssevs, og dog skulde sørgelig vanheld
