Denne siden er korrekturlest
sankende gods og guld, mens han flakket omkring med sin flaate,
medens Aigistos derhjemme fik øvet saa grufuld en gjerning.
Hersket da han syv samfulde aar i det rike Mykene
efter hint mord paa Atreiden, og folket var nødt til at lystre.
Men i det ottende kom til hans ulykke helten Orestes
hjem fra Atenai og tok Aigistos omsider av dage,
morderen lumsk som dræpte hans far, den herlige konge.
Da han var dræpt holdt Orestes en fest for alle argeier,
gravøl for begge, sin skamløse mor og den feige Aigistos.
Selvsamme dag kom den høimælte helt Menelaos tilbake
førende med sig av gods saa meget som skibene rummet.
Vogt dig, min søn, ogsaa du for at flakke for længe fra hjemmet,
naar du har latt tilbake dit gods og svende saa frække
hist i dit hus. Jeg er ræd at de nu kan dele og æte
alt hvad du eier, saa denne din færd blir værre end ingen.
Nu skal jeg gi dig et velment raad: Besøk Menelaos.
Han er den sidste som kom, og fra fremmede folk er han kommet,
fjernt fra et land, hvorfra neppe en mand kunde haabe at vende
frelst tilbake til hjemmet, naar stormene først hadde ført ham
ut paa et hav saa stort at endog de rappeste fugler
neppe naar frem paa et aar; ti stort og frygtelig er det.
Seil nu avsted med dit hurtige skib og med dine svende.
Men vil du reise tillands, skal vogn og hester staa rede,
og mine sønner kan følge dig frem, til du naar Lakedaimon,
byen saa skjøn, hvor den lysblonde helt Menelaos er hersker.
Bed ham saa selv at fortælle dig alt nøiagtig og sanddru.
Løgn vil han ikke fortælle; ti saare forstandig er drotten.»
Saaledes talte han. Solen gik ned, og det mørknet mot natten.
Tok da gudinden til orde, den blaaøide Pallas Atene.
«Visselig, gubbe, er det du har sagt, det eneste rette.
Vel, skjær tungerne ut og bland os i bollerne vinen,
saa vi kan bringe Poseidon og alle de evige guder
sømmelig offer og tænke paa søvn; ti det er jo paa tide.
Lyset har veget for mørket, og ei er det skik at man sitter
længe ved gudernes fest, men i tide gaar hjem til sin bolig.»
Saaledes talte hin datter av Zevs, og de lød hende villig.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller,
rakte saa bægre til alle, men først fik guderne offer.
Tungerne la de paa ilden og staaende ofret de vinen.
medens Aigistos derhjemme fik øvet saa grufuld en gjerning.
Hersket da han syv samfulde aar i det rike Mykene
efter hint mord paa Atreiden, og folket var nødt til at lystre.
Men i det ottende kom til hans ulykke helten Orestes
hjem fra Atenai og tok Aigistos omsider av dage,
morderen lumsk som dræpte hans far, den herlige konge.
Da han var dræpt holdt Orestes en fest for alle argeier,
gravøl for begge, sin skamløse mor og den feige Aigistos.
Selvsamme dag kom den høimælte helt Menelaos tilbake
førende med sig av gods saa meget som skibene rummet.
Vogt dig, min søn, ogsaa du for at flakke for længe fra hjemmet,
naar du har latt tilbake dit gods og svende saa frække
hist i dit hus. Jeg er ræd at de nu kan dele og æte
alt hvad du eier, saa denne din færd blir værre end ingen.
Nu skal jeg gi dig et velment raad: Besøk Menelaos.
Han er den sidste som kom, og fra fremmede folk er han kommet,
fjernt fra et land, hvorfra neppe en mand kunde haabe at vende
frelst tilbake til hjemmet, naar stormene først hadde ført ham
ut paa et hav saa stort at endog de rappeste fugler
neppe naar frem paa et aar; ti stort og frygtelig er det.
Seil nu avsted med dit hurtige skib og med dine svende.
Men vil du reise tillands, skal vogn og hester staa rede,
og mine sønner kan følge dig frem, til du naar Lakedaimon,
byen saa skjøn, hvor den lysblonde helt Menelaos er hersker.
Bed ham saa selv at fortælle dig alt nøiagtig og sanddru.
Løgn vil han ikke fortælle; ti saare forstandig er drotten.»
Saaledes talte han. Solen gik ned, og det mørknet mot natten.
Tok da gudinden til orde, den blaaøide Pallas Atene.
«Visselig, gubbe, er det du har sagt, det eneste rette.
Vel, skjær tungerne ut og bland os i bollerne vinen,
saa vi kan bringe Poseidon og alle de evige guder
sømmelig offer og tænke paa søvn; ti det er jo paa tide.
Lyset har veget for mørket, og ei er det skik at man sitter
længe ved gudernes fest, men i tide gaar hjem til sin bolig.»
Saaledes talte hin datter av Zevs, og de lød hende villig.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller,
rakte saa bægre til alle, men først fik guderne offer.
Tungerne la de paa ilden og staaende ofret de vinen.
