Hopp til innhold

Side:Odysseen 1922.pdf/39

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
glemte nok mange av hine at tænke paa brylluppets glæde.»
Nu tok paany den kloke Telemakos ordet og svarte:
«Gamle, jeg kan ikke tro at dette dit ord vil bli sandet.
Dertil er det for stort. Jeg tør ikke tænke den tanke,
tør ikke haabe paa slikt, om det end var gudernes vilje.»
Svarte da straks gudinden, den blaaøide Pallas Atene.
«Hvorfor, Telemakos, slipper du slikt over tændernes gjerde?
Lettelig frelser en gud, naar han vil, en mand fra det fjerne.
Jeg vilde finde det bedre at taale de bitreste kvaler,
før jeg fik skue den dag da jeg vendte tilbake til hjemmet,
end, naar jeg kom, at bli dræpt i mit hus, som kong Agamemnon
lumskt blev dræpt av Aigistos med svig og sin viv Klytaimnestra.
Men for den død som maa times enhver, kan end ikke guder
frelse en mand, om de end har ham kjær, naar den grufulde dødslod
volder omsider hans fald og lægger ham utstrakt paa baaren.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Mentor, aa la os ei tale om slikt, skjønt sorgen os trykker.
Levende ser vi ham aldrig igjen; forlængst har tilvisse
evige guder bestemt at sende ham døden den sorte.
Men det er endnu et spørsmaal jeg gjerne vil rette til Nestor,
fyrsten som rager saa høit over andre i retsind og visdom,
saasom man siger, han hersket som drot tre menneskers alder.
Ser jeg hans aasyn, tykkes det mig at han ligner en guddom.
Nestor, du Nelevs' søn, fortæl mig nu dette med sandhet:
Hvorledes døde Atreiden, den mægtige drot Agamemnon?
Si mig, hvor var Menelaos? Hvor kunde den onde Aigistos
lægge en mordplan saa slu at han røvet sin overmand livet?
Var Menelaos da ei kommet hjem til Argos, men flakket
endnu i fremmedes land, siden hin fik mot nok til mordet?»
Svarte da Nestor paany, den gamle gereniske vognhelt:
«Visselig skal jeg, min søn, fortælle dig alting med sandhet.
Ja, du har ret. Du aner jo selv, hvordan dette gik for sig.
Hadde Atreiden, den lysblonde drot Menelaos, paa borgen
truffet Aigistos i live, da helten kom hjem ifra Troja,
hadde de ei kunnet dække ham til med muld efter døden.
Da hadde hunder og fugler paa marken langt utenfor byen
flænget hans henslængte lik, og ingen akaiiske kvinder
hadde faat graate ved baaren; ti styg var den gjerning han øvet.
Ti medens vi maatte friste saa mangen en kamp i det fjerne,