Denne siden er korrekturlest
Brast hun da ut i graat og rettet til skalden sin tale:
«Femios, mangt et kvad kan du synge som fryder vort hjerte
baade om guders og menneskers daad som sangerne priser.
Syng, naar du sitter iblandt dem, om slikt og la dem i taushet
drikke sin vin; men hold op med det sorgtunge kvad, som du
synger,
dette som piner mit hjerte i barm, saa ofte det lyder,
saasom jeg haardest blev rammet av sorg som jeg aldrig kan glemme.
Nei; ti hver stund maa jeg mindes med savn hans mandige aasyn,
heltens, hvis ry er baaret saa vidt over Hellas og Argos.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos ordet og mælte:
«Mor, hvi vil du formene vor avholdte sanger at fryde
hjerterne slik som det huer ham bedst. Vi kan ikke lægge
skylden paa sangerne selv. Zevs volder det, han som kan skjænke
jordiske mænd som lever av brød, den lod som han lyster.
Ei kan vi harmes ved sangerens kvad om danaernes vanheld.
Altid er det jo saa at folk, naar de lytter til kvæder,
gjerne vil høre de sidste og priser de nyeste sange.
Find dig da i det og tving dit sind til at lytte til sangen.
Ei var Odyssevs den eneste helt som forspildte ved Troja
hjemkomstens dag; ti ogsaa mangfoldige andre fandt døden.
Gaa nu igjen til dit kammer og røkt dine huslige sysler.
Gaa til din væv og din ten og byd dine tjenestekvinder
alle at gaa til sin daglige dont. At tale blandt flere
sømmer sig mænd. Mest anstaar det mig som er herre i huset.»
Studsende vendte hun om og skyndte sig op til sit kammer,
slaat av sin søns forstandige ord som hun tok sig til hjerte.
Da hun var steget med ternerne op i sit høienloftskammer,
graat hun av sorg for Odyssevs, sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig blidt en kvægende slummer.
Frierne larmet imens i borghallens kjølige skygge.
Lydt forlangte enhver at hvile hos hende paa leiet.
Tok da den klartænkte yngling Telemakos ordet iblandt dem:
«Friere, I som vil egte min mor, hovmodige voldsmænd!
La os dog nyte vort maaltid med lyst, men la os faa slippe
opstyr og skraal. Det er jo en fryd at sitte og lytte
tyst' til en skald, naar han eier en røst saa himmelsk som denne.
La os saa alle imorgen ved gry gaa samlet til tinge,
forat jeg der kan faa sagt jer tydelig nok at jeg ønsker
«Femios, mangt et kvad kan du synge som fryder vort hjerte
baade om guders og menneskers daad som sangerne priser.
Syng, naar du sitter iblandt dem, om slikt og la dem i taushet
drikke sin vin; men hold op med det sorgtunge kvad, som du
synger,
dette som piner mit hjerte i barm, saa ofte det lyder,
saasom jeg haardest blev rammet av sorg som jeg aldrig kan glemme.
Nei; ti hver stund maa jeg mindes med savn hans mandige aasyn,
heltens, hvis ry er baaret saa vidt over Hellas og Argos.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos ordet og mælte:
«Mor, hvi vil du formene vor avholdte sanger at fryde
hjerterne slik som det huer ham bedst. Vi kan ikke lægge
skylden paa sangerne selv. Zevs volder det, han som kan skjænke
jordiske mænd som lever av brød, den lod som han lyster.
Ei kan vi harmes ved sangerens kvad om danaernes vanheld.
Altid er det jo saa at folk, naar de lytter til kvæder,
gjerne vil høre de sidste og priser de nyeste sange.
Find dig da i det og tving dit sind til at lytte til sangen.
Ei var Odyssevs den eneste helt som forspildte ved Troja
hjemkomstens dag; ti ogsaa mangfoldige andre fandt døden.
Gaa nu igjen til dit kammer og røkt dine huslige sysler.
Gaa til din væv og din ten og byd dine tjenestekvinder
alle at gaa til sin daglige dont. At tale blandt flere
sømmer sig mænd. Mest anstaar det mig som er herre i huset.»
Studsende vendte hun om og skyndte sig op til sit kammer,
slaat av sin søns forstandige ord som hun tok sig til hjerte.
Da hun var steget med ternerne op i sit høienloftskammer,
graat hun av sorg for Odyssevs, sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig blidt en kvægende slummer.
Frierne larmet imens i borghallens kjølige skygge.
Lydt forlangte enhver at hvile hos hende paa leiet.
Tok da den klartænkte yngling Telemakos ordet iblandt dem:
«Friere, I som vil egte min mor, hovmodige voldsmænd!
La os dog nyte vort maaltid med lyst, men la os faa slippe
opstyr og skraal. Det er jo en fryd at sitte og lytte
tyst' til en skald, naar han eier en røst saa himmelsk som denne.
La os saa alle imorgen ved gry gaa samlet til tinge,
forat jeg der kan faa sagt jer tydelig nok at jeg ønsker
