Denne siden er korrekturlest
Ind kom friernes brautende flok. I rad og i række
valgte de plads og satte sig ned paa bænker og stoler.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Terner kom ind med dynger av brød i flettede kurver.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller.
Alle tok for sig i rikelig maal av de fremsatte retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vendte sig friernes tanker og sind til andenslags morskap,
sanglek og dans. Slikt liver jo op i det festlige gilde.
Straks skred frem en herold og rakte den herlige citar
frem til Femios, skalden, som frierne tvang til at synge.
Strengene slog han med kunst og istemte sangen den skjønne.
Hvisket Telemakos da til den blaaøide Pallas Atene,
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Fremmede ven! Vil du vredes paa mig for det jeg nu sier?
Disse har let for at more sig slik med citar og sange,
saasom de ustraffet tærer paa gods i andenmands eie,
heltens, hvis hvitnende ben vel ligger og raatner i regnet
etsteds paa land eller driver omkring paa det bølgende havdyp.
Aa, om de saa ham saasandt vendt hjem til Itakas strande,
bad de nok alle langt heller en bøn om lynrappe føtter
end om at vinde sig rigdom paa guld og paa prægtige stasklær.
Nu har han fundet som sagt en sørgelig dødslod, og ingen
trøst er at finde for os, selv om der paa jord skulde findes
en som bar bud om hans hjemkomst. Den dag oprinder nok aldrig.
Vel, men svar mig paa dette, og sig mig sandheten aapent:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?
Hvorfra er skibet du kom med, og hvorledes har nu dit mandskap
ført dig til Itakas ø. Hvem gir de sig ut for at være?
Ja, for tillands, paa din fot, kan jeg dog ikke tro du er kommet.
En ting til maa du si mig forsandt, saa jeg vet det med visshet:
Kom du for førstegang nu, eller var du som gjesteven fordum
her hos min far? Av fremmede kom der jo dengang saa mange
hit til vort hus. Han var jo saa kjendt med folk og saa gjestmild.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked om alt hvad du spør om.
Mentes, den tapre Ankialos' søn, er jeg stolt av at være,
og jeg er drot over tafiske mænd, som er flinke med aaren.
valgte de plads og satte sig ned paa bænker og stoler.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Terner kom ind med dynger av brød i flettede kurver.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller.
Alle tok for sig i rikelig maal av de fremsatte retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vendte sig friernes tanker og sind til andenslags morskap,
sanglek og dans. Slikt liver jo op i det festlige gilde.
Straks skred frem en herold og rakte den herlige citar
frem til Femios, skalden, som frierne tvang til at synge.
Strengene slog han med kunst og istemte sangen den skjønne.
Hvisket Telemakos da til den blaaøide Pallas Atene,
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Fremmede ven! Vil du vredes paa mig for det jeg nu sier?
Disse har let for at more sig slik med citar og sange,
saasom de ustraffet tærer paa gods i andenmands eie,
heltens, hvis hvitnende ben vel ligger og raatner i regnet
etsteds paa land eller driver omkring paa det bølgende havdyp.
Aa, om de saa ham saasandt vendt hjem til Itakas strande,
bad de nok alle langt heller en bøn om lynrappe føtter
end om at vinde sig rigdom paa guld og paa prægtige stasklær.
Nu har han fundet som sagt en sørgelig dødslod, og ingen
trøst er at finde for os, selv om der paa jord skulde findes
en som bar bud om hans hjemkomst. Den dag oprinder nok aldrig.
Vel, men svar mig paa dette, og sig mig sandheten aapent:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?
Hvorfra er skibet du kom med, og hvorledes har nu dit mandskap
ført dig til Itakas ø. Hvem gir de sig ut for at være?
Ja, for tillands, paa din fot, kan jeg dog ikke tro du er kommet.
En ting til maa du si mig forsandt, saa jeg vet det med visshet:
Kom du for førstegang nu, eller var du som gjesteven fordum
her hos min far? Av fremmede kom der jo dengang saa mange
hit til vort hus. Han var jo saa kjendt med folk og saa gjestmild.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked om alt hvad du spør om.
Mentes, den tapre Ankialos' søn, er jeg stolt av at være,
og jeg er drot over tafiske mænd, som er flinke med aaren.
