er detta: „Látit grindarna[1] falla“, og inki ordtak hevir verit fridara. Dat göymir innan i sig vitindit um natturlivins heilaga, velduga idn, og truin á manna-andins evni til at gera sig denna til gledi og gagn. I vár tid at verda kennd fyri trongleikins og einstödingskapins tenarar er sona at verda kennd fyri dat versta av alt; dat er at verda sett i dann mest onkandi[2] umegd. Men vei hinum, som herma kenningin utan at sannföra hana. Dei draga dat lagnadarfulla[3] sverd ur slidrunni fyri at valda sinn eiginn bani.
Nu er dat imedan inki annat en detta sverd, som einn reidir at málkapparni her i landit. Dat er fulla difyri nu tid, at dei gera bot og betring; næsta augnablikit, kann henda, anda dei inki. — Me kunna tröysta málkapparni; dei vera vid gott mod! deirra motstandarar hava enn inki sannfört sin skuldargipt; - og slik sannföring vil, má henda, heldr inki falla so lett, som bert at skrikja hana ut med
