ein rennandi enn bak tindarni löynd sol enn frá dann gladandi danska, hvarum einn veik og blikandi rodi enn minnir. Do! detta er inki undr; dat danska hevir i árhundrud verit eitt hugsjonarmál som folk dröymdi um heruppi; og me vita vel, at Germanarni bert seint ganga frá sinn sagnararv, kvat antin dei kallast villmenn[1] elr sidhevdarar,[2] antin dei veida i tjotandi skogar eir byggja i stákandi stadir.
Men hava me funnit orsokin at motstodunni mot dat norröna málit i ervisegnirna fyri danskleikinn, so láta me skrida til einn dom og tyding av deim! Me kenna ingi samhugar fyri dessa ervisegnir; difyri skuldi me kunna vera rettsyndi. Me eru fullkomliga vantrui, fullkomliga a-danoi; difyri skuldi me kunna ráda Dana-runin[3].
Som me ovanfyri hava sagt, möta me bland Noregsbuarni tvæ tjodarkvislir. Me möta ein stor yvirmengd, som kallar sig dann
norröni bondinn, og som er ættud frá dei
