hovudmidit fyri hans verksemd, idi vitindit um dat tjodliga endiliga synist so vida gengit fram, at dess almenniliga og fyrsta alt lytr tekkjast, medan bert dess sereigna og sidsta, dess retta fylgja, verdr gegnd med natturligt trálæti; — og medan Wergeland eiginliga bert spáddi eitt norrönt máls tilveran og vard motsagd og misgádd av uvitindins og ræddhugins danskadi menn, so lærir visindamanninn nu hverjum, som vil, eitt norrönt mál, og kann inki lengr verda motmælt, do at hann enn inki almenniliga verdr skynad. — Alt detta talar nu nog fyri dann tjodligi málframgángs vera og vigt; men minnast me, — og me ljota aldri missa dat av sjonum — hvat dat eiginliga var, som hertillands skuldi verda kugat og spillt og at nokkru leiti[1] ogso vard spillt av Danirni; minnast me, at detta var hina tjodareignir,[2] som umsidir utmagrada og uhævdada höyrdi dann fávisi norröni bondi til, og höyra hánum til idag, at sona[3] dann norröna tjodarreisingin lytr hava detla til nat-
