sig med, at hun ikke havde Tid, idet hun gjentog sine Ord: »Bed vel for den norske Kvindes Sjel, thi snart skulle I faa Budskab fra Eders Fædreland og faa en god Hjelp, thi den norske Kvinde har testamenteret Eder sit gyldne Hovedsmykke (aureus circulus capitis). Dermed forsvandt hun. Forundret vendte Catharina sig til sine Terner, der stode hos hende, og spurgte, hvor der var blevet af den Person, der havde talt med hende. De svarede:» Vi hørte vistnok, at Nogen talte med Eder, men vi saa Ingen.« Forskrækket fortalte da Catharina sin Moder denne Sag, og det blev da aabenbaret Birgitta, paa hendes Bøn derom, at Fru Gyda, Hr. Karls Hustru, var død, idet dennes Sjel aabenbarede sig for Birgitta og bad om Hjelp. Ikke længe efter kom Ingevald Amundssøn, Catharinas Frænde, fra Sverige med Budskab om Fru Gydas Død og medbragte det nævnte Hovedsmykke eller Krands, som denne havde pleiet at bære »efter sit (norske) Fædrelands Skik«. Fru Gyda var nemlig af norsk adelig Familie. Krandsen havde saa stort Værd, at Birgitta og hendes Datter med deres hele Husstand levede deraf et helt Aar.[1]
- ↑ Scr. Rer. Svec. III. 2, p. 253.
