at have næret Frygt for, at denne skulde blive anseet for hellig, og dette blev ogsaa meget snart Tilfældet, skjønt det varede nogen Tid, inden Geistligheden erklærede ham for en Helgen. Biskoppen paa Øerne, Villjam, var nemlig af politiske Grunde uvillig til et saadant Skridt, men omstemtes senere og lod omsider hans Ben høitidelig skrinlægge i Kirkevaag 13de December 1135. Denne Dag feiredes senere som Magnus’s Translationsdag, medens 16de April, hans Dødsdag, var hans egentlige Fest.[1]
Den hellige Magnus nød et stort Ry som Helgen, vel især paa sine Øen men dog ogsaa i Norge, paa Island og i Skotland. Hans Grav er rimeligvis bleven besøgt af talrige Pilegrime fra det sidste Land, thi ellers vilde neppe Biskopperne i et saa lidet Stift have været istand til at lade opføre en saa prægtig Kathedralkirke som St. Magnus’s i Kirkevaag. I denne findes endnu to Figurer af Sten, af hvilke den ene forestiller St. Magnus med Tonsur, som om han var Præst, og med et Sværd i Haanden, rimeligvis for at antyde Dødsmaaden. Den anden Figur fremstiller St. Olaf med Krone paa Hovedet og i kongelig Dragt med Øxen i sin høire Haand.[2]
Om St. Magnus haves en egen legendarisk Saga,[3]
- ↑ Om hans Skrinlægning se Finn Magnusen i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, III. S. 358 fgg.
- ↑ Sir Henry E. L. Dryden. Bart., Deseription of the church, dedicated to Saint Magnus, and the Bishop’s Palace at Kirkwall. Kirkwall 1878, 8vo, S. 55. Man vil i dette forøvrigt kun populære Skrift finde adskillige smukke Illustrationer fra denne mærkelige Kirke.
- ↑ Udgivet i Kbhvn. 1780 in 4to sammen med Orkneyinga Saga. En norsk Ballade, optegnet 1774 i Foula paa Hetland omtaler Magnus. (Sam1. t. N. F. Spr. og Hist., VI. S. 121).
