Ting og ved Helbredelse af Syge, ere blevne bogførte, ganske som middelalderlige Jertegn.[1]
Endelig bør det paa dette Sted erindres, at Almuesagnet langt ned i den lutherske Tid har tillagt en og anden Præst Mirakelgave og umiddelbar Forbindelse med Aanderne. Hyppigst ytrer denne Tro sig i de overalt kjendte Fortællinger om Præsters Evne til at bortmane Djævelen, hvilken Evne helst tænkes erhvervet i »den sorte Skole i Wittenberg«, hvor Disciplene betalte Undervisningen med Opofrelsen af sin Skygge eller lignende. Som Exempler paa saadanne Præster kunne f. Ex. nævnes Erik Werlauff i Saltdalen († 1773), den lærde Historikers Bedstefader, »der hentedes langveisfra for at bringe Fanden til Raison«,[2] og »Røkenpræsten«, hvis Bedrifter Asbjørnsen har foreviget.[3] Her er der imidlertid ikke Tale om nogen personlig Hellighed, men kun om høiere Kræfter, der tillagdes den geistlige Opdragelse, Indvielse og Værdighed. Noget anderledes forholder det sig derimod med enkelte andre Præster, hvem Bonden ved Siden af overnaturlige Kræfter ogsaa har tillagt Egenskaber, der i en tidligere Periode rimeligvis vilde have medført et localt Helgenry. En saadan Mand er f. Ex. Digteren Hr. Petter Dass († 1708) der er blevet en Sagnfigur i hele det nordenfjeldske
- ↑ Se Underretning om Knudt Rasmusen Nordgaarden eller den saakaldte Vise-Knudt, Lillehammer s. a. 8vo., (udkommen i mindst fire Oplag), samt Visknut ved Johannes Skar, Hamar 1876, 8vo.
- ↑ Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed, S. 121.
- ↑ Huldreeventyr og Folkesagn, 2. Udg. S. 210–214. Denne, »Christian Svartserk«, var Christian Holst, Sognepræst til Røken († 1824), Statsraad P. C. Holst’s Fader.
