ledes blev den hellige Thomas’s Grav i Canterbury ikke sjelden besøgt af Nordmænd,[1] ligesaa Aachen, hvor Vor Frues Helligdom samlede talrige Pilegrimsskarer.[2] Siden 1384 gjorde det »hellige Blod« i Wilsnack i Brandenburg stor Opsigt og blev et Maal for fromme Reisende.[3] I Norden selv vare de bekjendte Landshelgeners Grave og fra fjortende Aarhundrede ogsaa St. Birgittas Grav i Vadstena stærkt besøgte. Af ringere Valfartssteder i Norge selv kunne nævnes St. Michaels Kirke paa Slotsbjerget ved Tønsberg, det hellige Kors i Borre[4] og Værne Kloster.[5]
Paa saadanne Steder søgte trykkede samvittigheder Trøst og Forligelse med Gud. Af og til forekomme ogsaa Exempler paa, at Reiserne ikke vare frivillige, men foretagne efter Paalæg, ja efter ligefrem Dom. I den senere Middelalder, da man kjøbte Syndsforladelse for Penge, lod man hyppig ogsaa Pilegrimsreiser udføre ved andre, ja, efterat dette Stillingsvæsen var blevet almindeligt, blev det for Enkelte endog til et Slags Levevei at reise fra den ene Helligdom til den anden paa andres Vegne.[6]
- ↑ Exempler (i Aarene 1309 og 1440) omtales i Dipl. Norv. VI. S. 68 og II. S. 557.
- ↑ Norsk Tidsskr., udg. af Chr. Lange, IV. S. 65. Dipl. Norv. IV. S. 231 (1344) og I. S. 359 (1384). Isl. Ann. under Aaret 1405.
- ↑ Nordisk Tidsskr. f. Historie. Literatur og Konst, udg. af Chr. Molbech. I. S. 438. Dipl. Norv. VII. S. 413 (1440).
- ↑ Til begge disse Steder lod Dronning Margrete valfarte. Doc. af 1405 i Udvalg af danske Diplomer og Breve, udg. af C. Molbech og N. M. Petersen. S. 208. Hendes Bestemmelse gjentoges 1411. (Dipl. Langeb. i Geh.-Arch.)
- ↑ Dipl. Norv. III. S. 353 (1458).
- ↑ Om Helgendyrkelsen i Danmark i den sidste Del af Middelalderen se C. F. Allen, De tre nordiske Rigers Historie. IV. 1. S. 203–216.
