Som det undertiden er hændt, at et Skrift oversættes til et fremmed Sprog, og at saa Oversættelsen som formentlig Original atter oversættes til det oprindelige Sprog, saaledes kom tilsidst den oprindelig tydske Sunniva gjennem Hanseaterne tilbage til Tydskland som norsk Helgeninde. Hun fik nemlig en Vicarie i Mariakirken sammen med St. Olaf.[1]
Sunniva-Dyrkelsens Hovedsted, Domkirken eller den store Christkirke i Bergen, nedreves som bekjendt i Slutningen af Frederik I.s Regjering og paa dennes Befaling af Eske Bilde. Samtidig er udentvivl Helgenindens skrin confiskeret. Navnet Sunniva (Synnøve) har indtil vore Dage holdt sig i Bergens Stift.
I den middelalderlige Literatur har Sunniva ikke efterladt andre Mindesmærker end de allerede omtalte. Af særegne Jertegn, som have været hende tillagte, findes kun meget faa bevarede i nogle maadelige Munkerim, der ingensomhelst Interesse frembyde.[2] En i Breviariet bevaret Hymne til hende, hvor hun først kaldes Patrona Norvegiæ og dernæst Bergensium patrona, hører heller ikke til de mærkeligere Frembringelser af denne Art. Senere har Sunniva fundet en Plads i Acta Sanctorum.
Kunstneriske Fremstillinger af Sunniva ere ikke ganske sjeldne. I vort Universitets oldsagsamling findes saaledes et Billede af Helgeninden, udskaaret i Træ (fra Karlsø Kirke i Tromsø Amt), samt fem malede Billeder, der ere anbragte tilligemed andre Helgener paa Fløie af Alterskabe og hidrøre henholdsvis fra Byglands Kirke i Sætersdalen, fra Veidholmens forlængst ned-
