Saagodtsom alle Kirker vare viede til en eller flere
Helgener. Til hvem hver enkelt af Norges Kirker har
været helliget, vides vistnok ikke, men det er dog bekjendt
for saamange Kirkers Vedkommende, navnlig i
Oslo Stift, at man kan se, at de forskjelligste Helgener
paa den Maade have været ærede. Hyppigst forekomme
hos os Indvielser til Maria (Vor Frue) og til Landshelgenen
Olaf, dernæst Michael, Peter, Peter og Paulus
i Forening, Andreas, Laurentius„ Clemens, Albanus, Margreta,
Nicolaus, Blasius, Botolf, Johannes Døberen, Katharina
o. s. v., og enkeltvis til mangfoldige andre.[1]
Helgenernes Mængde bevirkede, at der ikke gaves den Dag i Aaret, der jo var endog flere Helgeners Lidelsesdag eller af anden Grund var dem helliget. En stor Del Helgener havde derhos Festdag flere Gange i Aaret, Maria saaledes mindst ni, andre Helgener som oftest to, deres Lidelsesdag og den Dag, da deres Levninger vare fundne (inventio) eller anbragte i en Kirke (translatio). Deres Fest begyndte ogsaa i Regelen Dagen eller Aftenen forud (vigilia, oldn. vaka, hvoraf de i Almuesproget brugelige Former Jonsok, Olsok o. s. v. afledes), og dertil kom endnu Octava (ottende Dag efter Festdagen, denne selv medregnet). Selvfølgelig kunde ikke alle Helgeners Dag feires overalt, da dette vilde have bevirket Ophør af ethvert Arbeide, og der maatte derfor træffes et Udvalg. Man vil derfor allerede fra Olaf den Helliges Tid finde Lovbestemmelser i denne Henseende, idet visse Dage skulde høitideligholdes som Søndage,
- ↑ Se fornemmelig Biskop Eysteins Jordebog («Den røde Bog»), udg. af H. J. Huitfeldt, Chra. 1873 og fgg. Aar, samt N. Nicolaysen. Register til Skrifter, udg. af Foreningen til Fortidsmindesmærkers Bevaring, Chra. 1876, S. 76.
