var den 29de Juli og Kilderne bestemt angive den samme Dag som hans Dødsdag. At imidlertid den 29de Juli er Slagets rette Dag, og at Solformørkelsen af 31te August s. A maa antages urettelig at være bragt i Forbindelse med dette, er forlængst godtgjort med saa overbevisende Grunde, at der i Fremtiden neppe vil blive gjort Indvendinger derimod.[1] Det vilde ogsaa have været besynderligt, om den rette Dag her skulde være bleven forglemt eller forbyttet. Og skjønt Kilderne (deriblandt endog Theodoricus Monachus) stundom feile i Henseende til Aaret, angive de dog med stor Enstemmighed ikke alene Dagen, 29de Juli, men ogsaa den netop for den 29de Juli for Aaret 1030 rigtige Ugedag, Onsdagen, feria quarta eller dies Mercurii. Henførelsen af den nogle Uger senere indtrufne Formørkelse til St. Olafs Dødsdag er imidlertid meget gammel, ja forekommer allerede i den samtidige, men rigtignok ikke personlig tilstedeværende skald Sighvats Kvad, og den er saaledes vistnok den ældste af de Olafssagn, der frembyde overensstemmelser med Christi egen Historie.
Ligesom der maaske er falden en Afglands af Olafs Hellighed over Aasta, saaledes turde der ogsaa være et Spor til, at Helgenens eneste Søn, Magnus den gode, har faaet sin Del af Faderens Glorie, hvad der i sig
- ↑ Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes, II. S. 533–540, jvfr. Gustav Storm i Norsk hist. Tidsskrift, IV. S. 461. Keyser, den paabegyndte Udgivelsen af sin Kirkehistorie Aaret efter, at 1ste Del af Maurers Verk var udkommet, har hverken paa dette eller noget andet Punkt taget Hensyn til denne tydske Lærde og opfører uden videre den 31te August, ligesaa Munch, Norsk Huuskalender, Chra. 1859, og N. Nicolaysen, Om Throndhjems Domkirke, Chra. 1872, S. 3.
