det lugter af ligevel.« Da Risen hørte det, sagde han ikke Mere om det; men lidt efter fik han se, at der var hængt Blomster og Krandse rundt hele Skabet; og saa spurgte han, hvem det var, som havde gjort det. — Jo, det var da Prindsessen »Hvad skal nu det Narreri være til?« spurgte Risen. — »Aa, jeg har Dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg ved, at Hjertet Dit ligger der,« sagde Prindsessen. — »Kan Du være saa gal og tro Sligt?« sagde Risen — »Ja, jeg maa vel tro det, naar Du siger mig det,« sagde Prindsessen. — »Aa, Du er en Tulle,« sagde Risen; »der Hjertet mit er, der kommer Du aldrig!« — »Ja, men det var Moro at vide, hvor det er henne ligevel,« sagde Prindsessen — Ja, saa kunde Risen ikke bare sig længer, han maatte sige det. »Langt, langt borte i et Vand ligger en Ø,« sagde han; »paa den Øen staar en Kirke; i den Kirken er en Brønd; i den Brønden svømmer en And; i den Anden er et Æg, og i det Ægget — der er Hjertet mit, Du.«
Om Morgenen tidlig, det var ikke graalyst endda, strøg Risen til Skoven igjen. »Ja, nu faar jeg afsted jeg ogsaa,« sagde Askeladden; »bare jeg kunde finde Veien!« Han sagde da Farvel til Prindsessen saalænge, og da han kom udenfor Risegaarden, stod Skrubben der endda og ventede paa Askeladden. Til ham fortalte han, hvad der var hændt inde hos Risen, og sagde, at nu vilde han afsted til Brønden i Kirken, bare han vidste Veien. Saa bad Skrubben ham sætte sig paa Ryggen hans, for han skulde nok finde Veien, sagde han, og saa gik det afsted, saa det suste om dem, over Heier og Aaser, over Berg og Dale. Da de nu havde reist mange, mange Dage, kom de tilsidst til Vandet. Det vidste Kongssønnen ikke hvordan han skulde komme over; men Graabenen bad ham bare, han ikke skulde være ræd, og saa lagde han udi med Prindsen paa
