Risen. — »Aa, jeg har Dig nok sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg ved, at Hjertet Dit ligger der,« sagde Prindsessen. — »Ja saa; men ellers ligger det ikke der, Du,« sagde Risen.
Da de saa havde lagt sig om Kvelden, spurgte Prindsessen igjen, hvor Hjertet hans var, for hun holdt saa meget af ham, at hun nok gjerne vilde vide det, sagde hun. »Aa, det ligger borte i Skabet der paa Væggen,« sagde Risen. Ja saa, tænkte Askeladden og Prindsessen, da skal vi vel prøve at finde det. Mæste Morgen var Risen tidlig paa Færde og strøg til Skoven igjen, og aldrig saa snart var han gaaet, før Askeladden og Kongsdatteren var i Skabet og ledte efter Hjertet hans; men alt de ledte, saa fandt de ikke noget der heller. »Ja ja; vi faar da prøve en Gang til,« sagde Prindsessen. Hun stadsede ud Skabet igjen med Blomster og Krandse, og da det led mod Kvelden, krøb Askeladden atter under Sengen. Saa kom Risen. »Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt!« sagde Risen. — »Ja, for lidt siden kom her en Skjære flyvende med et Mandben i Næbbet og slap ned igjennem Piben,« sagde Prindsessen; »jeg skyndte mig nok at faa det ud igjen, jeg, men det er vel det,
